Mindbloggin’ by Glud

“Det kom som et chok, da hun….” og så passer den vidst heller ikke mere. Men en overraskelse var det da lidt for mig, selvom jeg måske havde følt i noget tid, at der var noget i gære. Men så var der den fest… og ja, vi var begge liidt påvirket, men så heller ikke mere! Noget gjorde mig modig, og siden den dag/aften har tonen haft en anden lyd. Ugen efter var for mit vedkommende mystisk og forvirrende, men samtidig spændende og helt ny. Og så blev det weekendt, og jeg lagde min vej forbi Bjerringbro hvor hun, Nanna, opholder sig. Tja, gæt resten selv? Weekenden var fantastisk! Nej, den var ikke bare fantastisk, den var vidundelig! Den fik sat sit præg på vores forhold, ved at stemple os som officielle kærester, og ja, selv i dag, to uger efter, kan jeg stadig ikke få armene ned. Hvor er det altså skønt! Endnu mere fantastisk er det, at jeg sådan for alvor kan mærke på hende, at hun faktisk holder af mig – sådan virkelig! Og selvfølgelig også den anden vej, jeg elsker hende utrolig højt!

Så sidder man rigtig her og føler sig heldig, hva? Ja, og samtidig får man lejlighed til at kigge tibage i tiden og tænke “hva nu hvis jeg ikke havde….”. Sådan nogle af de der tilbagebliksperioder rammer mig bare af og til, og så begynder jeg at bytte rundt på ting i fortiden, og pludselig ser nutiden anderledes ud.

“Hva nu hvis mine forældre aldrig havde sparket mig på efterskole?”
Ja, så havde nutiden bestemt set anderledes ud. Faktisk bryder jeg mig ikke om at tænke på det, for havde den udvikling, som ikke var der, fortsat efter folkeskolen, havde jeg nok stadig været den der lille tavse dreng. Ham der har været single hele sit liv, som afskyer alkohol og egentlig kun har det godt i trykke rammer. Efterskolen er stadig defineret som mine forældres bedste gave til mig, endnu ikke overgået af noget. Eller… det skulle da lige være den LEGO Technic Cool Car jeg fik i julegave i 1998.

“Hva nu hvis jeg ikke havde anmeldt filmen Drabet med Thomas på FUS?”
Så havde vi kraftstejlme aldrig grint så meget af Nikolaj, som vi gjorde! Haha! Og vi havde nok heller ikke haft vores lange skype-samtaler efter en lang dag på gymnasiet? Og noget helt andet: Jeg havde ikke haft Nanna nu? Havde jeg ikke kendt Thomas, havde jeg ikke kendt Nanna – sådan er det altså. Det er sjovt, Thomas har kendt hende gennem hele hans folkeskoleliv, og nu hænger jeg på hende, mig som kun har kendt hende i godt tre måneder. Jeg beundre stadig min gode kammerat der, at han ikke synes det er mere underligt, end han nu engang synes det er. Til ham, alt respekt mate, du fandme en guttermand!

“Hva nu hvis jeg ikke havde vist mod og mandlig styrke til festen?”
Et eller andet gik galt med den overskrift, men noget fik mig til at beholde den. Anyway, så havde jeg heller ikke haft Nanna. Ej, det faktisk lidt nedern at tænke på, derfor har jeg god grund til at være stolt af mig selv. Hehe! Det var faktisk lidt godt jeg gjorde det – også selvom Thomas har hadet mig lige siden, idet jeg var væk fra selve festen i… tja, to timer? Det er også fair nok – alt respekt igen mate. Og ikke mindst Jonas, selvom han dog ikke råbte af mig i 10 min i telefonen. HAHA! Kan stadig ikke få armene ned.

Jeg føler mig heldig – og med de ord, godnat.

Jeg har fundet ud at, at jeg virkelig hader .dk hjemmesider rimelig groft! Det er så pisse irriterende, når man lige hurtigt skal besøge en side, og man så med sit smart-ass blindskrift taster hjemmesiden som sad den på rygraden og man så bare ikke kan skrive DOT DK!!! Det bliver altid til enten .dl, .kd eller .fk men ALDRIG .dk. Jeg forstår det simpelthen ikke, og mit liv har været præget af psykiske nedture pga. dette. Så bruger man tid på, vente til browseren har fundet ud af, at “Siden ikke findes” eller måske endda omstiller dig til MSN Search! Jeg forslår hermed indførelse af en .dk-knap på fremtidige tastaturer.

EDIT: Fandt ud af, at mit G15-tastaturs G-keys kunne programmeres til at være en .dk-knap. Smaaart, mit liv er reddet!

Uden engentlig at være klar over det, har jeg automatisk delt mit liv op i tre faser når jeg tænkte på fortiden. Den første del af mit liv er før FUS, den anden del er FUS og den sidste og tredje del, er sjovt nok efter FUS. Mit liv før FUS var meget anderledes, og jeg vil selv mene, at jeg var en helt anden. En af de typer, som var lidt stille, stadig var venner med alle, ingen fjender havde, ikke brød sig om forandringer og slet ikke udvillket på kærlighedsområdet. Egentlig bryder jeg mig ikke om at tænkte tilbage på det, for jeg er faktisk ikke ret stolt af det. Perioden på FUS ændrede så dette, og jeg blev til den, som jeg nu er. Man siger jo, at ét efterskole år svare til syv folkeskole år, og dertil må jeg sige, JA! Det er der slet ingen tvivl om! Jeg er blev meget mere moden og klar til nye udfordringer, så FUS-perioden må klart være vendepunktet. Det år var sku mine forældres beste gave til mig! Men efter året kom gymnasie tiden, som jeg stadig befinder mig i den dag i dag. Det var for det første hårdt, men tilgengæld mærker jeg nu en kraftig faglig udvikling – og det er da altid bonus!

Kort før årgangen fra mit livs første fase (n00b-fasen) til FUS-fasen, så jeg årgangen som et brat endepunkt for mit liv. Jeg kunne ikke planlægge længere frem end til første skoledag på FUS, og ja, det var et slags livs-reset jeg var på vej til at kaste mig ud i. Samme oplevede jeg ved årgangen fra FUS til gymnasiet; det var også dér umuligt at planlægge. Det er egentlig den teori som jeg bygger min “liv-opdelelse” på. Selvfølgelig kommer der nok flere faser i fremtiden, og det bliver vel også spændende at opleve…. igen.

Det ser ud til, at det endelig lykkedes mig at få lavet en blog – nu mangler jeg så kun at få skrevet noget. Det bliver så nok ikke nu, da det (igen) er blevet lidt sent. Men whatever… Jeg har fri i morgen, så der skulle være bacis for at sove længe. Dog skal jeg lige modtage en pakke fra CompuMail med mit nye X-Fi Elite Pro lydkort fra Creative. Nørdet? Tjo, det kan man vel godt sige, men jeg synes tilgengæld også, at folk som bruger penge på skumgummi og gaffatape, så de kan lave rollespilsvåben, er nogle freaks. Så det fandme sagt