** ER IKKE KORREKTURLÆST **

Det sker jævnligt, at medierne tager emnet stress op. Det er dog ikke hver gang, at det som senest er de offentige ansatte der får ærene af at være i stress-fokuset, men af og til også gymnasieeleverne. Well, that’s me. Når jeg hører eller læser om det, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der et eller andet sted må sidde nogle mennesker rystende på hovedet og tænke, at gymnasieeleverne nu for alvor er begyndt at hyle – de ved jo slet ikke, hvad rigtig stress er! Det var egentlig også min egen holdning gennem de første to år; jeg brokkede mig aldrig til andre end mine klassekammerater, for jeg vidste godt, at det nok var uden grobund blandt andre. Jeg vidste godt, at jeg vil blive betragtet som en hyler. Og nu er jeg så halvvejs gennem 3. år på Paderup gymnasium, året som blandt ALLE stadig betegnes som en slapper år i forhold til 2. år. Traditionelt set er 1.g ikke så slemt, 2.g det hårdeste med bl.a. flest afleveringer og 3. noget nemmere, da fokus her kun er eksammen til sommer. Men nej, sådan er verden altså ikke længere efter seneste gymnasiereform. Sværheds- og travlhedsgrade er nu indstillet til at gradvis stige gennem de tre år, hvor den altså nu i 3.g er på sit højeste. Dette er åbenbart fløjet forbi de flestes, for ikke at sige alles opmærksomhed. Jeg fik det fortalt af en 3.g’er, da jeg selv gik i 2.g, og det var ligesom på den måde, jeg lærte det. Nu oplever jeg det så selv, og det er i dette jeg vil tage udgangspunkt i, i følgende fortælling – når gymnasiet bliver et brændende helvede.

Allerede da jeg i efterårsferien kiggede på mit skema og de planlagte opgaver for perioden frem til jul, kunne jeg forudsige et helved i travlhed. D. 5. december var dagen hvor alle 3.g’er skulle gå på to ugers skriveferie for at skrive vores 15-20 siders SRP (Studie RetningsProjekt), og med min nu gode kendskab til læreres planlægningsmetoder, så kunne jeg sige mig selv, at en bunke af afleveringer skulle falde i ugen op til d. 5. december – genialt, ikke? For min klasses vedkommende skulle vi desuden aflsutte mediefag til jul, hvilket betød at vores eksamensproduktion (en selvproduceret film, som vi kan resikere at komme op i til mundlig mediefagseksamen efter juleferien) skulle være færdig d. 28. november. Kameraerne blev først udleveret 1½ uge efter efterårsferien, fordi de i ugen efter efterårsferien skulle med på 2.g’ernes studietur. Dette betød, at hver vi sideløbende med de mange afleveringer og SRP-forberedelse (som faktisk omfatter en del arbejde) sammenlagt havde én sølle måned til filming OG redigering – genialt ikke? Det var derfor med en dyb indånding, at jeg trådte ind af gymnasiets hoveddør mandag d. 20. oktober 2008.

God planlægning siges at være vejen frem i travle perioder, og derfor planlagde på forhånd perioden til punkt og prikke. Men hvad hjælper det, når man pludselig skal samarbejde med folk, som ikke har planlagt deres liv, om en mediefagsproduktion? Så går det rigtig galt. I de 14 dage vi havde til at filme (stadig sideløbende med alm. skole og SRP-forberedelse), var jeg kun hjemme og spiseaftensmad med familien i fire af dem. Jeg kom først hjem på en anden side af kl. 22 (nogle dage først 00.30 husker jeg) og derefter kunne de alm lektier laves. Den gennemsnitlige mængde nattesøvn lå derfor på 4-5 timer pr. døgn. Jeg kunne selv gå ind og se på nettet, at vores mediefagslærer havde afsat syv elevtimer (elevtimer: lærens formodnig om hvor lang tid vi uden for skoletiden skal bruge på en opgave/et projekt) pr. elev til fliming OG redigering. Det giver, da vi var fem elever i gruppen, 35 timer til hele produceringen. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er således timerne begregnes, men det kan dog ikke blive mere en 35. Et gæt på hvor meget vi reelt brugte på filmen, vil være 150 timer fordelt på én måned. Og ja, vi gjorde RIGTIG meget ud af den, men selvom vi ikke havde gjort det, var vi aldrig kommet ned på de officielle 35 timer – det ved jeg, at ingen i vores klasse gjorde.

Denne udsædvanlig stressende periode med arbejdsdage på rundt regnet 15 timer kom jeg selvfølgelig ikke helt helskindet igennem, da jeg tirsdag d. 25. november, tre dage før mediefagsdeadline, besvimmede på vej ned af trappen om morgenen. Eftersom at min klassekamerat Jakob samme dag også blacked out, mens han sad og forberedte SRP foran sin PC, går jeg udfra, at det ikke er tilfældigheder som fik mig til at besvime. Jeg havde i dagen op til haft problemer med at huske ting, specielt dialoger, aftaler og hvordan man kører en bil: Jeg kom f.eks. aftenen inden jeg besvimede en time for tidligt til at hente min mor på stationen i Randers, hvorefter jeg formodede at kører 5 km i den forkerte retning, før jeg opdagede, at jeg skulle den anden vej for at komme hjem. Disse ting og så at pludselig besivme kunne min læge selvfølgelig kun relatere til stress, og han mente at jeg skulle have to ugers sygmeldning fra arbejdet. Da jeg så fortaltet ham, at jeg altså kun gik i gymnasiet, blev han tavs.
Faktisk var det ikke alene den stramme tidsplan som gav stress, men specielt også den manglende forståelse for vores situationen blandt skolens lærere. Jeg fik f.eks. ikke forberedt mit SRP overhovedet frem til d. 28. november (mediefagsdeadline), og dette var der konstant sure og ultilfredse miner over. Jeg gjorde virkelig mit bedste, for at få det hele til at køre rundt, og at lærene så ikke udtrykte forståelse for dette, gjorde bogstaveligt talt ondt. At jeg ikke var ordenlig forberedt til SRP-starten d. 5. december beteød kun, at dette skulle ordnes før jeg kunne begynde at skrive. I de to uger fik jeg en slem forkølelse, hvilket betød at jeg hostede meget i løbet af dagen. Det mest uhyggelige herved var, at jeg nogle gange blev svimmel og måtte ligge ned efter at have hostet kraftigt, simpelthen fordi, at jeg ikke fik blod nok til hovedt. Jeg gætter selv på, at det skyldes for højt blodtryk som typisk er en følge af stress.

Det er først her i de første dage af 2009, hvor skolestart igen nærmer sig, at jeg begynder at føle de virkelige konsekvenser af perioden mellem efterårsferien og jul. Jeg føler virkelig angst for at starte igen. Det er ikke bare almindelig “øv, jeg gider ikke i skole, jeg vil meget hellere have ferie og slappe af”, men inderlig frygt for gentagelse af stress. Det er som at være en mentalt ødelagt krigsveteran der bliver kastet tilbage i krig som soldat – det som engang ødelagde vedkommenes liv. Jeg får det virkelig dårligt ved tanken om at sætte mine fødder på Paderup Gymnasium igen, det sted som skulle åbne op for muligheder i mit fremtidige liv, men som istedet decideret gjorde mig syg.

I 2.g sagde jeg til mig selv, at jeg skulle nyde 3.g, da det var sidste år med mine gode klassekammerater og vores fælles sammenhold, men nu midt i 3.g handler det kun om at komme væk. Jeg er så ligeglad med det sammenhold og vil hellere end gerne undvære det, hvis jeg kunne komme væk fra skolebænken. Sidste halve år bliver for mig en konstant nedtælling, og dette synes jeg umiddelbart ikke er noget som “dem der driver gymnasierne” burde være ligeglade med. Som mine kolegaer i Elgiganten siger, så skal det være sjovt at arbejde der og ikke kun handle om at jagte kunder og få et godt salg i kassen. Det er hvad gymnasiet mangler; det skal også være sjovt og til at holde ud, og ikke være en helvedsmaskine hvor man kun jagter deadlines og kæmper med stress.

Til sidst undre jeg mig sammen med andre i min klasse over, at vi, eftersom at vi skal til mundtlig eksamen lige efter juleferien, får inddraget juleferien (skoleferie) til læseferie. I pricippet er det vel det samme som at udskyde sommereksamnerne til august og beslaglægge sommerferien til at læse i. Gymnasiereformen har tilsyneladende stadig børnesygdomme, hvis de da stadig kan klades det.