Hold da op hvor er det længe siden! Det er simpelthen umuligt for mig at redegøre præcist for, hvorfor det er 8 måneder siden jeg skrev her sidst – ja, det føles næsten nostalgisk at se bloggen foran mig igen. Et eller andet sted må det jo være et godt tegn, at jeg ikke har været her, for så må jeg jo have haft det godt og ikke manglet nogen at snakke med. Eller tager jeg helt fejl? Nok ikke, for foråret bød på alt muligt sjov og ballade, og hold da op hvor er der sket meget. Egentlig er det måske et meget godt tidspunkt at dreje hovedet og kigge tilbage, nu hvor dagen i morgen, onsdag d. 10. september 2008, for nogens vedkommende er dømt til at være dommedag.

Og nej, det er ikke fordi jeg har været offer for en hyggelig snak med et af Jehovas vidner, som tilfældigvis bankede på døren og sagde: “Vidste du at Jorden går under i morgen?”. Havde det dog været tilfældet, kan det måske være første gang, at de får ret. Okay, hvor mange er stadig med på hvad jeg fabler om? Ikke mange vel? Nej, men det hænger således sammen, at CERN, en europæisk forskningsinstitution som har bygget en såkaldt 27 km lang underjordisk partikelaccelerator, som i morgen lidt over 09.00 dansk tid skal skyde nogle partikler sammen med over 300.000 km i sekundet og derved splintre nogle protoner i andre partikler, som nedbrydes til universets mindste bestanddele, kvarker og leptoner, som derved danner et kunstigt mini Big Bang, som det der fandt sted 14 mia. år siden. Var det bedre? Nej okay, det korte og det lange er, at der kan opstå små “sorte huller” under dette eksperiment, og nogle mener simpelthen at disse vil ekspanderer og suge hele Jorden ind i sig på mikrodele af et sekund. Lyder ikke rart, vel? I det mindste er det da en hurtig død. Dog kan vi trøste os med, at nogle psykologer med pædagogisk indsigt “mener” at risikoen for dette “kun” er 1 %.

——————————————————————————————————

Sidste dag på vores kære Jord – ak ja. Så var der alle de ting man havde gået og glædet sig til, ting som man lidt for ofte glemmer i den travle hverdag, men som man nu aldrig kommer til at opleve. Studieturen til København i januar, blive student om under et år, hyggelige efterårsaftner med varm kakao og for ikke at glemme barndommens glæde; juleaften. Juleaften ja – så kom den dag hvor jeg skulle sige til mig selv: “Nu har du fået din sidste julegave”. Så fik man heller aldrig stiftet familie? Blev jeg simpelthen det sidste led i familien? Det føles underligt, helt uvirkeligt. Som alle andre gør, vil man nok tænke: “Fik jeg nået det jeg ville?” Jeg vil ikke sige, at jeg endnu har fået fuldført det som kun mennesket stræber efter, nemlig følelsen af, at have fået noget ud af livet. For vores “med-dyr” her på Jorden handler det om overlevelse, og dette er for dem i sig selv livets mål; lev så længe du kan! For mennesket er det ikke blot overlevelse, men at leve – skabe nydelse i livet, udfordre for nysgerrighed og føle glæde ved at nå målsætninger. Nej, jeg nåede det ikke. Pludselig vil man gerne være med sin familie på sommerferie i Sydeuropa igen, pludselig får man lyst til at løbe ud af sit værelse og ned i stuen for at være sammen med dem, pludselig indser man, hvad livets værdier i virkeligheden er. Den familie som man i ungdommen langsomt løsriver sig fra, de er i virkeligheden noget af det mest dyrebare man har – dem som opfostrede én og gav alt for at jeg skulle blive til. Jeg er til, men kun til i morgen. I morgen er det slut – slut med alt. På under et sekund slettes alle minder fra livet. Mest af alt husker jeg tiden sammen med familien, sjovt nok, for jeg har været et menneske som kun har kunnet føle mig helt tryg ved dem. Jeg husker vores første sommerferie i udlandet, Sverige var det vidst, for den gang var der ikke penge til at rejse langt sydpå til sommer og sol. Dengang var jeg for lille til at forstå hvad penge var, for lille til at forstå hvor stram økonomien i den lille familie var. Jeg kunne snildt have kommet til at udtrykke mig forkert og dumt om hvor sur jeg var over ikke at være syd på, men gjorde det mine forældre kede af det? Jeg mener, de gjorde vel virkelig alt for glæde os, og hvor motiverende er det så lige at få negative kommentarer smidt i ansigtet? Nogen gange overvejer jeg at sige undskyld en gang for alle, for alt det jeg i uvidenhed har sagt og som måtte have såret dem. Det er jo sådan set sidste chance? Man får inderligt en lyst til at blive boende hjemme for altid, en følelse som jeg kun husker fra da jeg var lille – men hvorfor er den her nu igen? I de sidste 12 timer af ens liv, ja der finder man virkelig ud af hvad der betyder noget i livet, mens 18 års minder fræser gennem hovedet uden ende. Jeg ville ønske det var sådan – uden ende.

——————————————————————————————————

Så er det blevet tid til at skubbe hagen op igen Tror jeg virkelig på, at det er slut i morgen? Hmm.. nej, egentlig ikke, men noget inspirerede mig til at lege med tanken om ens sidste dag på Jorden – og NEJ, det var ikke Nik & Jay som inspirerede mig! Derimod læste jeg for nogle måneder tilbage en såkaldt “suicide blog”, hvor bloggens ejer havde valgt at tage sit eget liv 90 dage senere. Selvfølgelig var den jeg læste fiktion og opdigtet, men de ægte udgaver findes faktisk! Overraskende nok, var det yderst interessant og sindsopvækkende at læse persons sidste tanker inden “the end”. Jeg vil dog godt afsløre, at ovenstående ikke var synderligt nemt at “tvinge” sig selv til at skrive, og det krævede da også noget helt bestemt musik og dæmpet lys. Faktisk lykkedes det mig at knibe en tåre, og underligt nok føltes det godt. Når man først rigtig kommer i selvsving og får sat sig ind i stemningen og situationen, ja så løber tankerne løbsk. Og det kan VARMT anbefales – prøv det! Jeg er sikker på, at mine cornflakes torsdag morgen aldrig har smagt så godt som de kommer til.

Alt for denne gang. See you next time!