Fredagen inden efterårsferien. De glade folkeskoleelever springer ud af sengen for at løbe de obligatoriske fem kilometer eller mere, som man i forbindelse med skolernes motionsdag nu engang er tvunget til at løbe før man må holde fri. Det plejer at være en glad dag. Men nu er man gymnasieelev på andet år, skal stå op kl. 05.45 hos sin kæreste for at nå bussen til Randers, hvorefter man skal tæske igennem en helt normal skoledag til halv fire, derefter arbejde til kl. 20.15, ud af sengen kl. 06.00 næste morgen for at møde på arbejde igen kl. 07.00 for så til sidst, efter 10 timer i føtex, at have fri kl. 17.00 – jeg løb med glæde de fem kilometer!

Og nu sidder du nok og tænker: “Nå, der er nok en der er træt af livet. Skal vi nu læse endnu et indlæg om hvor meget drengen hader det?”. Jo! Måske er det en overdrivelse at sig, at livet bare er nedern, for det er det jo ikke. Vi har det jo godt, men når man bliver vant til at have det rigtig godt, så er mindre godt et helvede. Mine aftner hos Nanna er noget af det jeg sætter mest pris på, men at stå op kl. 05.45 er altså træls. De to ting er god kontrast til hinanden, og derfor er livet bare træls når man kommer fra noget super godt til noget super nedern. Nu til en uddybelse af en af de mindre gode dage:

Kulden, trætheden og den natte-lignende morgen gjorde det hele meget værre. Det var ikke nemt, specielt ikke i dag. Vi havde jo prøvet det et par gange før, og burde efterhånden have vænnet os til det. Men lige nu var det altså bare ikke nemt. Jeg holdte hende tæt ind til mig, indtil sidste mand var steget på bussen og jeg derfor måtte følge med. Jeg gav slip og min hånd gled ud af hendes. Et sidste blik og mine øjne drejede op på den morgentrætte buschauffør. Døren bag mig lukkede, jeg fandt et tomt sæde og bussen rullede langsomt ud af Bjerringbro. Da indtrådte kvalmen. Om præcis 24 timer var hun, Nanna, på vej til Kreta hvor hun skulle tilbringe en uge med sin familie, og den tanke var grundlaget for hvorfor det var ekstra svært at sige farvel i dag. Det føltes bare som om, at jeg havde sagt farvel til hende for altid og aldrig mere skulle se hende igen. Jeg rystede hovedet hurtigt for at vågne op fra dette mareridt som jeg efterhånden havde fået bildt mig selv ind. Selvfølgelig skulle vi se hinanden igen, og der var kun lidt over en uge til, så hvorfor var det så slemt? Det er ikke helt nemt at give et svar på, men nu måtte jeg prøve at mande mig lidt op og se på de gode og lyse ting. Jeg kastede et sidste blik på Bjerringbro, lænede hovedet op af ruden og fladt i søvn.

Stemningen i klassen fik humøret lidt op, men blev lige så hurtigt trampet ned af et halvanden times foredrag om geologi. En af pigerne fra klassen løb op til tavlene og erstattede 13 med 12 i sætning “12 dage til Krakow”. Jeg kunne slet ikke fokusere på studieturen lige nu og forsøgte bare få efterårsferie hurtigst muligt. En af drengene løb efterfølgende op til tavlen og erstattede Krakow med Crackhole, hvorefter en af piger rettede det tilbage. Sådan fortsatte det, og det havde vi lidt skæg med. Vores meget pædagogiske oldtidskundskabslærer kom dog med en løsning: Ved at indsætte en skråstreg mellem Krakow og Crackhole var krigen drevet atter ovre og ligeledes den sidste skoledag før ferien.

Kl. ca. 20.40 var jeg atter hjemme i Ålum igen og jeg kunne lige nå at ringe til Nanna, inden hun skulle i seng. Det var utroligt dejligt og lettende at høre hendes stemme igen, og livet syntes pludselig ikke så “mindre godt”. Men en times snak, som vi ellers har tradition for, blev det dog ikke til, for hun skulle jo meget tidligt op næste morgen for at komme af sted. Med et smil rullede jeg om på ryggen og begyndte at tælle knasterne i loftsbrædderne – det var nu engang så simpelt og lige til.