januar, 2008

...now browsing by month

 

Siden sidst – og fremtiden

mandag, januar 28th, 2008

Så er der gået lidt tid siden jeg sidst skrev her sidst. Må ærligt indrømme at jeg mistede lidt lysten til at skrive, efter at Nanna valgte at ende vores forhold. Ja, det er nok lidt voldsomt sagt, for helt slut er det dog ikke – kun som kærester. Og nu vil jeg skåne jer for endnu et langt og detaljeret værk om alt det mit hoved har gået og tænkt om det gennem de sidste to uge. I korte træk var det et halvstort chok for mig, men alligevel er jeg, til min egen store overraskelse, kommet mig meget hurtigt og er på vej videre. Og ja… Vi snakker stadig sammen, godt endda.

Hvad siger fremtiden? Tjo, der er mange planer! Rigtig mange! På onsdag (d. 30. januar) starter jeg endelig på at tage kørekort, og jeg kan kun sige at både mine forældre og jeg selv glæder mig rigtig meget til jeg er i besiddelse af det det. Min mate Thomas er allerede i gang, så jeg kan nok ikke benægte at jeg er blevet offer for grov mobning! Og det må jeg så indfinde mig med de næste tre måneder :P

Selvom det måske er lidt svært at fokusere på sommerferien i de her klamme, grå, triste og regnfulde januardage, så er det faktisk hvad Thomas og jeg allerede er gået i gang med. 10 dage i Sydøstspanien i en stor luksus villa. Desuden med egen bil, privat swimmingpool, udsigt til havet og få kilometer til down-town! HVAD KAN I!? Det bliver røv fedt, og vi skal satme ud og give den gas i byens gader! Thomas og jeg havde egentlig aldrig rigtigt tænk på at tage udenlands og gå amok, ej okay vi havde dog nævnt Polen et par gange på baggrund af min succesoplevelse med gymnasieklasse i Krakow. Men heller ikke længere end der til. Så var det, at jeg pludselig fik tilbuddet om at komme med ham og hans familie til Spanien, og hvem kan sige nej til det? “Med hans familie!?” er der så nok nogen der tænker, men det er det altså, og det er slet ikke en ulempe. Tværtimod! Lad os bare sige at det giver os en lettelse i økonomien samtidig med at vi får et luksus ophold. Desuden skal vi nok sørge for at det ikke blive kunst og flotte haver det hele (hvis det overhovedet bliver det). Vi har jo trods alt egen bil. Skal jeg sige det igen? Egen bil! :D

Vi er efterhånden nået til et punkt hvor vi ikke kan andet end at vente og drømme om ferien – alt hvad der kan planlægges lige nu, er planlagt. Men for mit vedkommende, er der nok noget som man kan tage fat på, hvis man har en intention om at ligge på stranden hele dagen og fyre den af i byen om aftenen. Ét er pengene som skal skrabes sammen, men noget andet er den forbistrede vægt. Har jeg nogensinde nævnt, at jeg ikke vil tage skade af at tabe mig 15 kg? Men det kunne jeg altså godt, og nu skal det altså være. Nu skal det endelig være slut med at bade i T-shirt, endelige slut med at være tilbageholden når man skal vise sig som fest-menneske i byen, endelig slut med at have det dårligt i over 35 graders varme. Men det er fandme ikke et projekt man “bare lige gør” – slet ikke. Det sværeste er at opretholde motivationen, men jeg tror efterhånden jeg har fundet nogle ting som kan afhjælpe dette lidt. Punkt ét er at jeg skal se nogle resultater, hvilket jo egentligt er målet med det hele. Punkt to er, at jeg skal snakke med folk om det. Det kan faktisk være svært, men det hjælper til gengæld. Af og til snakker jeg med mine forældre om hvorledes det går og hvordan jeg skal fortsætte, og det hjælper faktisk idet jeg ikke bliver alene med det. Tillige kan mig og Thomas’ lange snakke om ferien også give motivationen et boost. Jeg prøvet det projekt før uden det store resultat… men nu skal det fandme være!

Posted in Hverdagen | No Responses »

Noget om grænser

søndag, januar 6th, 2008

Så skriver vi 2008! Først vil jeg gerne sige tak til min familie, mine venner og selvfølgelig min kæreste, Nanna, for et fantastisk år 2007! Der er sket meget på det år, og det har i den grad sat sit præg på den jeg nu er blevet i dag i 2008. Lad os håbe at 2008 bliver ligeså godt! Godt nytår!

Nå, noget om grænser. En grænse kan jo forstås på mere end én måde, det kan være en fysisk landegrænse, men det kan så sandelig også være en psykologisk personlig grænse. Den jeg nu vil skrive lidt om er en psykologisk grænse, men også her findes der flere varianter. Du kan f.eks. have en personlig grænse, som siger at du ikke tillader hvem som helst at kysse dig – den har vi vel alle sammen – men det er nu heller ikke her jeg vil hen, det er faktisk langt mere kryptisk. Når man får nye venner, gennemgår man en mase, hvad jeg vil kalde, faser i takt med at man lærer hinanden bedre at kende. Her vil jeg påstå, at man langsomt overskrider nogle grænser mellem forskellige “forholds-stadier”. Når en grænse overskrides, sker det på initiativ fra den ene, som siger eller gør noget i forhåbning om at det vil føre forholdet til et endnu højere niveau og at den anden acceptere det og tilmed bliver positivt overrasket over det. Lyder indviklet? Selvfølgelig, det kommer jo også fra mig ;) Heldigvis kan du læse videre og finde ud af hvordan jeg selv oplevede de her grænser.

Nanna, det bliver dig som det skal gå ud over – beklager meget ;D
Da jeg mødte hende, ja så var det som så mange andre unge mødes over SMS. Hun startede, men jeg fandt hurtigt ud af, at det faktisk ikke var helt kedeligt at snakke med hende. Her var vi “venner på prøve”, altså stadiet hvor vi lærer hinanden at kende for at finde ud af om vi overhovedet vil fungere sammen som venner. Det syntes jeg nu nok vi gjorde, og derfor overskred jeg en grænse med sætningen:
”Når jeg nu engang får kørekort, så kan jeg jo komme og hente dig, hvis du er til fest.”

Så har jeg faktisk indirekte sagt, at jeg gerne vil være venner med hende. Hun accepterede det og blev også glad, så derfor havde vi bestået level 1 – ”venner på prøve”.

Nu kan det jo godt komme til at lyde som om at jeg var den der tog initiativet hele tiden, men her vil jeg gerne lige gøre det klart, at hun var mindst lige så god til at overskride grænserne mellem forholds-stadierne – hvis ikke bedre! Det var vel også det som var skyld i vores forholds hurtige udvikling. Men så blev det sommerferie, og jeg skulle en måneds-tid til USA. Derfor kunne vi ikke snakke i den tid, og da jeg omsider kom hjem var jeg lidt langsom til at skrive tilbage – ja faktisk var det hende der skrev og sprugte om jeg var kommet hjem. Det nager mig når jeg tænker tilbage på det, og havde hun ikke vist interesse, så tør jeg ikke tænke på hvad der var sket. Det var først da hun skrev, at det gik op for mig hvor kritisk det var ikke at have givet lyd fra sig, så jeg skyndte mig at tilføje hende på MSN. Så havde jeg da vist lidt interesse igen, og måske faktisk også overgået endnu en grænse? Når jeg nu sidder her og skriver på livet løs, så finder jeg faktisk ud af, at ordet “grænse” måske ikke er helt velvalgt. Det virker lidt for alvorligt. Men jeg vil nu lade det være som det er – bær over med det :)

Nannas efterskoleårgang skulle afholde gensynsfest midt i september, og der skulle jeg sammen med Thomas og Jonas være party-DJs. Vi havde alle tre gået på efterskolen året før hende, og Thomas og Jonas havde tilmed været DJs for dem før. Nu var jeg så med, og det snakkede vi meget om, for det var jo første gang vi rigtigt skulle møde hinanden. Jeg husker en besked fra hende:
“Kan du danse?”
Halløj og tak skal du da lige have en kraftig hentydning! Her gik hun over en grænse, og til hendes glæde (tror jeg da) svarede jeg:
“Tjoo… Det ved jeg nu ikke. Men jo, jeg vil da gerne danse med dig ;) ”
Jeg havde nu en svag fornemmelse af, at der var mere i luften, og noget drev mig til at hoppe med. Faktisk havde jeg overvejet lidt og jeg var begyndt at blive vil med hende. Jeg tog chancen:
“Hvad siger du til at gå en tur i løbet af aftenen?”
Det havde hun bestemt ikke noget imod, og her vil jeg faktisk sige at jeg på en eller anden godkendte hendes kraftige hentydning.

Så var der fest! Sammen med Thomas og Jonas var vi tage tidligt ud i forsamlingshuset for at stille op. Jeg var på et tidspunkt begyndt at vende hovedet meget kraftigt mod vejen udenfor hver gang et større fartøj passerede. Og så pludselig så jeg den velkendte “Farre-Turistbusser-bus” køre forbi – så begyndte koldsveden da for alvor at løbe! Ja, jeg var monster nervøs! Men faktisk forløb vores møde smertefrit, og vi kom da også ud at gå – faktisk lidt langt. På gåturen tog jeg så det endelig spring og overskred nok den største grænse – jeg kyssede hende. Alle de andre gange jeg havde gået et skridt nærmere, var jeg næsten altid sikker på at hun ville synes om det, men den her gang sad jeg faktisk med en fifty-fifty-fornemmelse. Det var noget meget nyt for mig, for normalt tør jeg ikke spørge, hvis jeg ikke er sikker på et ja. Selvfølgelig skal alkoholen modregnes, og jeg tror da også at den har haft en god indflydelse den aften. Men jeg kyssede hende altså:
”Glud, tror du det her er klogt? I morgen fortryder du, og så skriver du ikke til mig mere.”
”Selvfølgelig gør jeg det, Nanna. Det lover jeg dig.”
”Jamen… doh! Hvorfor tror jeg på dig?”
Det endte altså godt den aften, og hvis jeg husker rigtigt fik hun faktisk også sin dans :)

Den næste uge levede jeg på toppen af toppen! Jeg husker ikke helt hvem af os der den her gang tog initiativet (tror det var hende?), men vi aftalte at være sammen ved hende den næstkommende weekend. “Og så gik vi over en grænse igen, og bla bla!” Nej! Faktisk ikke denne gang. Man ville måske tro at kysset under festen havde flyttet os fra venner til kærester, men der skal sku nok lidt mere til! Det blev den længste uge nogensinde, og om fredagen, dagen hvor vi skulle mødes om aftenen, begyndte nervøsiteten for alvor at melde sig. For første gang satte jeg mig ind i bus 73 og rullede mod Bjerringbro. Jeg havde nu en halv time til at sidde og mentalt forberede mig på at møde hende igen, og de sidste få minutter af turen sad jeg næsten og hoppede af nervøsitet. Spørgsmålet “skal jeg kysse hende igen?” kørte hele tiden i midt hoved, og vi skulle faktisk gå 1,5 km af de næsten 3 km før jeg tog mig sammen. Faktisk var vores gåtur fra stationen og hjem til hende helt speciel, dels fordi det var første gang, men også fordi det var silende regnvejr og under én paraply. Jeg glemmer det aldrig! Aldrig! Kysset på gåturen bekræftede kysset fra festen og nu var vi trådt over grænsen. Der var dog stadig spørgsmålet om hvorvidt vi var kærester eller ej, for hvornår er men egentlig det? Tiden gik alt for stærk hos hende, og midt om natten hoppede jeg over til Thomas for at sove. Et eller andet siger mig at jeg har dynget ham til med alt hvad jeg havde oplevet. Sorry m8 ;)

Næste weekend skulle vi mødes igen, og igen blev det en lang uge. Her husker jeg, at jeg meget tidligt i ugen satte mine ben på den anden side af endnu en grænse med sætningen:
“Så også kun fordi du er min yndlingskæreste.”
Jeg føler måske lidt at jeg der bestemte at vi nu var kærester, men hun åd den – heldigvis! Da jeg igen var ved hende næste weekend kiggede jeg hende på et tidspunkt i øjnene og sagde:
“Nanna. Jeg elsker dig.”
Med et lidt skævende blik svarede hun:
“Er du sikker på det? Altså elsker?”
“Det kommer vel an på hvordan man tolker ordet “elsker”,” svarede jeg.
“Ja, det har du nok ret i.”
Det var vel også lige at gå over en grænse ved at komme med den påstand? Igen virkede det som om at hun var glad for det, og det var jeg sandelig også. Jeg måtte simpelthen erklære mig en lykkelig mand :D

Dernæst kan man sige ting som “jeg vil være sammen med dig resten af mit liv”, men man rammer altså her omkring en mur hvor man ikke kan passere flere grænser. Min intention med at overgå har jo hele tiden været at komme tættere på hende, men også for at gøre hende glad og overrasket. Det blev jo svære og svære for mig at finde nye ting at overraske hende med på det område, og det gik mig faktisk på. Begyndte man så at virke kedelig? Ville hun så ikke have mig mere? Heldigvis kan jeg hele tiden, hvilket jeg stadig i stor stil nyder, mærke hendes kærlighed til mig, og hun er den eneste der nogensinde har kunnet gøre det uden hele tiden at skulle positivt overraske mig. Derfor kunne jeg jo så vende den om, og prøve at gøre det samme mod hende. Det begyndte jeg så at prøv på, og jeg satser da på, at hun kan mærke hvor meget jeg holder af hende uden jeg behøver at åbne munden :) Meeen, alligevel synes jeg nu der er noget fascinerende ved at overraske!

Der har selvfølgelig været mange andre grænser, men jeg må jo begrænse mig lidt. Nu er jeg bare glad for, at det endelig står her i blog, for det har sku taget to forsøg at få ind – det her er faktisk en ny udgave af et andet indlæg som blev slettet under systemnedbrud. Hvem end der nu har læst overstående, så håber jeg at det ikke har været helt tosse-sprog for jer. I hvert fald håber jeg at de to budskab står nogenlunde klart:
1. Forholdsudvikling kræver, at nogen tør tage et spring og satse.
2. Jeg holder utroligt meget af hende Nanna! Den fangede i vel? :P
Jeg kunne skrive et rigtigt langt indlæg udelukkende om hvorfor hun betyder så meget for mig, men så tror jeg da først at min trolige læser Thomas hopper af. Skal nok skåne dig m8 ;)

Posted in Andet | No Responses »