Og her kommer så mit debut-indælg i den nye kategori “Teorier”. Her vil jeg poste alle mine indlæg hvori jeg redegøre for en masse af de underlige ting jeg spekulerer over, og jeg kan lige så godt sige det nu: Ja! Det kan være MEGET underligt! Jeg har virkelig overvejet meget om, hvorvidt jeg skulle oprette denne kategori for sæt nu, hvis folk tror jeg er fuldstændig retarderet i hovedet med de tanker? Jeg har valgt at satse… og nu må vi se hvad der sker.
Baglæns alkoholrus
Jeg nærmer mig efterhånden de 18 år, hvilket betyder at jeg for alvor, nu også på papir, er trådt ind i de voksenes rækker. Husker selv, at min far nævnte det for mig, da jeg blev konfirmeret – og nu begynder han så svagt at hentyde til det igen. 18 år er mange år. I følge menneskets naturlige gennemsnitsalder, ja så er jeg sku halvvejs gennem livet, men heldigvis kan man da glæde sig over nutidens midler til at holde live i én. Jeg begyndte for ca. et halvt år siden at tænke over min udvikling som person gennem 18 år, og dette er jo en forholdsvis stor og til tider meget uforståelig tanke. Derfor har jeg prøvet at “oversætte” de underlig ting og samligne det med noget nemt, som alle kan forholde sig til. Det kommet il at handle lidt om den sproglige udvikling, and here goes…
Som helt lille og frisk 3-årig dreng, havde jeg efterhånden udviklet et forståeligt sprog. Tingene der kom ud af min mund var nok ikke det mest sammenhængende og velovervejde, men alligevel stærkt præget af man fantasi. Så jeg f.eks. to ens ting, kunne jeg finde på at stille mig op med vidt udspildte øjne, gloende og stille sige: “Det den samm’…… deeet den saaam’!” oversat: “De to ting er den samme”.
Som 7-årig følte jeg rigtig stor og sej – nu skulle man starte i skole, og det var da cool. Jeg husker hvordan jeg sammen med drengene fra børnehaveklassen trampede rundt omkring sandkassen i SFO’en (som også var vores tidligere børnehave). Vi prøvede ihærdigt med vores langt fra fuldt udvoksede drengekrop at se bredskuldrede ud med en påsat alvorlig grimasse, for det havde vi jo ret til nu. Vi var jo de store. Her var sproget lidt mindre præget af min fantasi, dermed ikke sagt at den var helt væk. Her husker jeg, at vi lagde meget vægt på at efterligne replikker fra de rigtig store drenge, for at virke ældre. Desuden blev man efterhånden tvunget til at sige noget klogt i skolen, hvilket for mange skulle blive en hård kamp.
Som 13 årig nærmede man sig puberteten. Stemmen gik i overgang, man fokuserede pludselig på piger, i det hele taget en udvikling som skulle sikre reproduktionen af en selv. Når jeg husker tilbage på de første scorereplikker man forsøgte sig med, så tænker jeg “nej nej nej, det sagde du bare ikke”. Man prøvede ihærdigt at lyde alvorlig, men den dreng som man nu var, havde stadigvæk en dominerende barnesjæl. Den som stod for sjov og ballade. På skolesiden sagde man nu langt flere kloge ting, for disse kunne man pludselig forholde sig til.
Som 14-årig var jeg nu atter konfirmeret, men stadigvæk husker jeg mig selv som en person uden specielt mange holdninger til ting – jeg fulgte bare med. Dér havde jeg stiftet bekendskab men min første kærlighed, og når jeg husker tilbage på det, så hedder det “nej nej nej, det sagde du bare ikke” – igen. Det var så plat, det jeg sagde. Så overfladisk og uovervejet! Der er visse situationer, som jeg automatisk leder tanker væk fra, når jeg tænker tilbage på dem, simpelthen fordi, at de er så pinlige! Det er klart, at jeg her ikke på nogen måde var moden nok – slet ikke sprogligt. Hvis jeg skulle snakke seriøst med nogen, så måtte det bliver forældrene.
Som 17-årig har jeg nu for alvor mærket kærligheden i faste forhold. Efter en tur på efterskole, er jeg nu blevet så moden, at jeg kan snakke seriøst med folk på min egen alder. Se dét er bonus! Sprogligt er tingene nu velovervejet til punkt og prikke, og det hele lyder – næsten – voksent. Jeg kan nu atter føle mig voksen og ansvarlig, og venter kun på beskeden “Tillykke! Du er blevet godkendt til at rykke op!” ….rykke op til mit 18′ende år.
Og hvad er så den underlige konklusion med alt dette? Målet var jo at korte det hele lidt ned, gøre det forståeligt for de fleste mennekser og sidst, men ikke mindst, trække den røde tråd. Når jeg ser på min sproglige udvikling fra barn til voksen, så ser jeg det, og hold nu godt fast, som én lang alkoholsrus. Jeg startede hammer lam som spædbarn, hvor jeg var så stang stiv og på rulleskøjter, at jeg hverken kunne se, sanse eller huske. Dernærst som den lille dreng i børnehaven, stadig pænt stiv og siger nogle underlige ting: “Det den samm’!” Så kommer man i børnehaveklasse og begynder at sige et par fornuftige ting ind imellem, men ens tilstand er stadig ifølge en ædru: “Du jo stiv, dreng!” Man er over-sjofel og fjollet og tåger rundt i sin fritid. Efter konfirmationen er man blot lystig af alkoholen. Man siger nu flere kloge ting, men kan ikke helt finde ud af at score grundet de billige replikker alkoholen har været skyld i. Dernæst 18 årig og 100 % ædru til daglig, sådan er det. Ingen alkohol til at påvirke ens talemåde, og det er dermed også blevet muligt at få fast kæreste. Men man kan jo komme til at savne barndommens sjov og leg, og derfor blev drukfesten opfundet.