“Det kom som et chok, da hun….” og så passer den vidst heller ikke mere. Men en overraskelse var det da lidt for mig, selvom jeg måske havde følt i noget tid, at der var noget i gære. Men så var der den fest… og ja, vi var begge liidt påvirket, men så heller ikke mere! Noget gjorde mig modig, og siden den dag/aften har tonen haft en anden lyd. Ugen efter var for mit vedkommende mystisk og forvirrende, men samtidig spændende og helt ny. Og så blev det weekendt, og jeg lagde min vej forbi Bjerringbro hvor hun, Nanna, opholder sig. Tja, gæt resten selv? Weekenden var fantastisk! Nej, den var ikke bare fantastisk, den var vidundelig! Den fik sat sit præg på vores forhold, ved at stemple os som officielle kærester, og ja, selv i dag, to uger efter, kan jeg stadig ikke få armene ned. Hvor er det altså skønt! Endnu mere fantastisk er det, at jeg sådan for alvor kan mærke på hende, at hun faktisk holder af mig – sådan virkelig! Og selvfølgelig også den anden vej, jeg elsker hende utrolig højt!
Så sidder man rigtig her og føler sig heldig, hva? Ja, og samtidig får man lejlighed til at kigge tibage i tiden og tænke “hva nu hvis jeg ikke havde….”. Sådan nogle af de der tilbagebliksperioder rammer mig bare af og til, og så begynder jeg at bytte rundt på ting i fortiden, og pludselig ser nutiden anderledes ud.
“Hva nu hvis mine forældre aldrig havde sparket mig på efterskole?”
Ja, så havde nutiden bestemt set anderledes ud. Faktisk bryder jeg mig ikke om at tænke på det, for havde den udvikling, som ikke var der, fortsat efter folkeskolen, havde jeg nok stadig været den der lille tavse dreng. Ham der har været single hele sit liv, som afskyer alkohol og egentlig kun har det godt i trykke rammer. Efterskolen er stadig defineret som mine forældres bedste gave til mig, endnu ikke overgået af noget. Eller… det skulle da lige være den LEGO Technic Cool Car jeg fik i julegave i 1998.
“Hva nu hvis jeg ikke havde anmeldt filmen Drabet med Thomas på FUS?”
Så havde vi kraftstejlme aldrig grint så meget af Nikolaj, som vi gjorde! Haha! Og vi havde nok heller ikke haft vores lange skype-samtaler efter en lang dag på gymnasiet? Og noget helt andet: Jeg havde ikke haft Nanna nu? Havde jeg ikke kendt Thomas, havde jeg ikke kendt Nanna – sådan er det altså. Det er sjovt, Thomas har kendt hende gennem hele hans folkeskoleliv, og nu hænger jeg på hende, mig som kun har kendt hende i godt tre måneder. Jeg beundre stadig min gode kammerat der, at han ikke synes det er mere underligt, end han nu engang synes det er. Til ham, alt respekt mate, du fandme en guttermand!
“Hva nu hvis jeg ikke havde vist mod og mandlig styrke til festen?”
Et eller andet gik galt med den overskrift, men noget fik mig til at beholde den. Anyway, så havde jeg heller ikke haft Nanna. Ej, det faktisk lidt nedern at tænke på, derfor har jeg god grund til at være stolt af mig selv. Hehe! Det var faktisk lidt godt jeg gjorde det – også selvom Thomas har hadet mig lige siden, idet jeg var væk fra selve festen i… tja, to timer? Det er også fair nok – alt respekt igen mate. Og ikke mindst Jonas, selvom han dog ikke råbte af mig i 10 min i telefonen. HAHA! Kan stadig ikke få armene ned.
Jeg føler mig heldig – og med de ord, godnat.