I aften går det løs i byen, og hold kæft jeg glæder mig! Det er rigtig længe siden vi her i klassen har fejret noget sammen alle, da folk på skift har bakket ud til fester, grundet på skolen. Men nu tror jeg vi bliver samlet – forhåbentligvis!

Well, vi ses på den anden side af tømmermændene, når læseferien og eksamnerne officielt tager fat.

Hva fanden sker der!? Hvor er vores gamle energiske jeg blevet af? Er vi blevet for voksne og kedelige? Jeg er næsten træt af at skulle beksylde den skide skole for at være årsagen til alt det dårlige her i tilværelsen, men gør det igen – fordi jeg kan! Fuck dig lorte skole! Se nu hvad du har gjort ved os stakkels unge mennesker! Du er kraftædme også så fed og vammel!

Det lettede… Tror jeg trænger til ferie – sagde han første skoledag efter ferien.

Påske-hygge
Definér påske-hygge. At bruge ens velfortjente ferie på afleveringer og indscanning af gamle lysbilleder? Nah, men overvej lige, hvor lækkert vejret har været stort set hele ferien! Det er virkelig utroligt så meget lidt solskin og lunt vejr kan gøre på humøret, og ja jeg vil faktisk sige, at jeg trods den store mængde ufrivillige arbejde har haft en briliant ferie! Og så er jeg tilfeldigvis lige snublet over nogle lækre electro remixes til at pifte humøret lidt op. Et af dem er Rudenko – Everybody (Morjac Remix) – det er simpelthen et awesome nummer med god stemning. Og nej, jeg sidder ikke og bruger Youtube som min personlig pladesamling! Og skam over dem der gør! Køb dog jeres musik i god kvalitet på iTunes eller på CD. Bad sound kills good music!

Alt denne forårs-påske-hygge er sku meget godt, men der er et eller andet der mangler. Det slog mig igen idag: Jeg mangler en kæreste! Det gør de fleste singler vel, men den der følelse af at “hun” mangler er speciel. Det er en følelse som kan få én på helt andre tanker end dem, man normalt lever efter. F.eks. at side på sin flade røv hele dag bliver hurtigt vendt til at man må ud og få sig i form, så man i det mindste ser acceptabel ud. Og sådan har man det lige indtil man får lagt sig på dobbeltsengen og tændt for fjernsynet. Men hun mangler, det kan jeg godt nok mærke, der mangler en til den anden halvdel af dobbeltsengen. Ååh ja, man kommer helt til at tænke på dengang, man ikke var single. Der kunne man altid tage hen til hende og komme ned i gear – og slappe helt af. Jeg savner det, jeg savner det rigtig meget og håber snart, at der atter er bid på krogen.

Hvad skal fremtiden stå på?
Flere afleveringer og lysbilleder! Heldigvis kan jeg se enden på det hele nu, og jeg skal love for, at det kan motivere – der er ca. 3½ uge til læseferien nu! Mest af alt vil jeg nyde det gode vejr og den gode musik, så længe den er der til at påvirke mit humør på den gode måde, som den gør nu. Så går alt det trælse nok altsamme! Og hey, jeg fik faktisk lyst til at hive fat i en masse mennekser jeg ikke har snakket med i lang tid. Nu siger jeg Nanna, men glem lige et øjeblik, hvad jeg skrev om kærsteri før. Ærligt, jeg fik blot en lyst til at høre hvad hun og hende tungepircing fordriver tiden med. Og som hende, er der nok også nogle andre jeg må få snakket med. Thomas og jeg har traditionen tro STORE planer for vores sommerferie! Jeg må dog indrømme, at jeg ikke kan tænke så meget andet end godt vejr om den lige nu – eller, det skulle da lige være en kold øl!

Oh, by the way – jeg bestræber mig på, at lave nogle kortere indlæg fra nu af. Der var vidst gået for meget “Wow se hvor meget JEG har skrevet idag!” i den!

So long suckers!

Det sker jævnligt, at medierne tager emnet stress op. Det er dog ikke hver gang, at det som senest er de offentige ansatte der får ærene af at være i stress-fokuset, men af og til også gymnasieeleverne. Well, that’s me. Når jeg hører eller læser om det, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der et eller andet sted må sidde nogle mennesker rystende på hovedet og tænke, at gymnasieeleverne nu for alvor er begyndt at hyle – de ved jo slet ikke, hvad rigtig stress er! Det var egentlig også min egen holdning gennem de første to år; jeg brokkede mig aldrig til andre end mine klassekammerater, for jeg vidste godt, at det nok var uden grobund blandt andre. Jeg vidste godt, at jeg vil blive betragtet som en hyler. Og nu er jeg så halvvejs gennem 3. år på Paderup gymnasium, året som blandt ALLE stadig betegnes som en slapper år i forhold til 2. år. Traditionelt set er 1.g ikke så slemt, 2.g det hårdeste med bl.a. flest afleveringer og 3. noget nemmere, da fokus her kun er eksammen til sommer. Men nej, sådan er verden altså ikke længere efter seneste gymnasiereform. Sværheds- og travlhedsgrade er nu indstillet til at gradvis stige gennem de tre år, hvor den altså nu i 3.g er på sit højeste. Dette er åbenbart fløjet forbi de flestes, for ikke at sige alles opmærksomhed. Jeg fik det fortalt af en 3.g’er, da jeg selv gik i 2.g, og det var ligesom på den måde, jeg lærte det. Nu oplever jeg det så selv, og det er i dette jeg vil tage udgangspunkt i, i følgende fortælling – når gymnasiet bliver et brændende helvede.

Allerede da jeg i efterårsferien kiggede på mit skema og de planlagte opgaver for perioden frem til jul, kunne jeg forudsige et helved i travlhed. D. 5. december var dagen hvor alle 3.g’er skulle gå på to ugers skriveferie for at skrive vores 15-20 siders SRP (Studie RetningsProjekt), og med min nu gode kendskab til læreres planlægningsmetoder, så kunne jeg sige mig selv, at en bunke af afleveringer skulle falde i ugen op til d. 5. december – genialt, ikke? For min klasses vedkommende skulle vi desuden aflsutte mediefag til jul, hvilket betød at vores eksamensproduktion (en selvproduceret film, som vi kan resikere at komme op i til mundlig mediefagseksamen efter juleferien) skulle være færdig d. 28. november. Kameraerne blev først udleveret 1½ uge efter efterårsferien, fordi de i ugen efter efterårsferien skulle med på 2.g’ernes studietur. Dette betød, at hver vi sideløbende med de mange afleveringer og SRP-forberedelse (som faktisk omfatter en del arbejde) sammenlagt havde én sølle måned til filming OG redigering – genialt ikke? Det var derfor med en dyb indånding, at jeg trådte ind af gymnasiets hoveddør mandag d. 20. oktober 2008.

God planlægning siges at være vejen frem i travle perioder, og derfor planlagde på forhånd perioden til punkt og prikke. Men hvad hjælper det, når man pludselig skal samarbejde med folk, som ikke har planlagt deres liv, om en mediefagsproduktion? Så går det rigtig galt. I de 14 dage vi havde til at filme (stadig sideløbende med alm. skole og SRP-forberedelse), var jeg kun hjemme og spiseaftensmad med familien i fire af dem. Jeg kom først hjem på en anden side af kl. 22 (nogle dage først 00.30 husker jeg) og derefter kunne de alm lektier laves. Den gennemsnitlige mængde nattesøvn lå derfor på 4-5 timer pr. døgn. Jeg kunne selv gå ind og se på nettet, at vores mediefagslærer havde afsat syv elevtimer (elevtimer: lærens formodnig om hvor lang tid vi uden for skoletiden skal bruge på en opgave/et projekt) pr. elev til fliming OG redigering. Det giver, da vi var fem elever i gruppen, 35 timer til hele produceringen. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er således timerne begregnes, men det kan dog ikke blive mere en 35. Et gæt på hvor meget vi reelt brugte på filmen, vil være 150 timer fordelt på én måned. Og ja, vi gjorde RIGTIG meget ud af den, men selvom vi ikke havde gjort det, var vi aldrig kommet ned på de officielle 35 timer – det ved jeg, at ingen i vores klasse gjorde.

Denne udsædvanlig stressende periode med arbejdsdage på rundt regnet 15 timer kom jeg selvfølgelig ikke helt helskindet igennem, da jeg tirsdag d. 25. november, tre dage før mediefagsdeadline, besvimmede på vej ned af trappen om morgenen. Eftersom at min klassekamerat Jakob samme dag også blacked out, mens han sad og forberedte SRP foran sin PC, går jeg udfra, at det ikke er tilfældigheder som fik mig til at besvime. Jeg havde i dagen op til haft problemer med at huske ting, specielt dialoger, aftaler og hvordan man kører en bil: Jeg kom f.eks. aftenen inden jeg besvimede en time for tidligt til at hente min mor på stationen i Randers, hvorefter jeg formodede at kører 5 km i den forkerte retning, før jeg opdagede, at jeg skulle den anden vej for at komme hjem. Disse ting og så at pludselig besivme kunne min læge selvfølgelig kun relatere til stress, og han mente at jeg skulle have to ugers sygmeldning fra arbejdet. Da jeg så fortaltet ham, at jeg altså kun gik i gymnasiet, blev han tavs.
Faktisk var det ikke alene den stramme tidsplan som gav stress, men specielt også den manglende forståelse for vores situationen blandt skolens lærere. Jeg fik f.eks. ikke forberedt mit SRP overhovedet frem til d. 28. november (mediefagsdeadline), og dette var der konstant sure og ultilfredse miner over. Jeg gjorde virkelig mit bedste, for at få det hele til at køre rundt, og at lærene så ikke udtrykte forståelse for dette, gjorde bogstaveligt talt ondt. At jeg ikke var ordenlig forberedt til SRP-starten d. 5. december beteød kun, at dette skulle ordnes før jeg kunne begynde at skrive. I de to uger fik jeg en slem forkølelse, hvilket betød at jeg hostede meget i løbet af dagen. Det mest uhyggelige herved var, at jeg nogle gange blev svimmel og måtte ligge ned efter at have hostet kraftigt, simpelthen fordi, at jeg ikke fik blod nok til hovedt. Jeg gætter selv på, at det skyldes for højt blodtryk som typisk er en følge af stress.

Det er først her i de første dage af 2009, hvor skolestart igen nærmer sig, at jeg begynder at føle de virkelige konsekvenser af perioden mellem efterårsferien og jul. Jeg føler virkelig angst for at starte igen. Det er ikke bare almindelig “øv, jeg gider ikke i skole, jeg vil meget hellere have ferie og slappe af”, men inderlig frygt for gentagelse af stress. Det er som at være en mentalt ødelagt krigsveteran der bliver kastet tilbage i krig som soldat – det som engang ødelagde vedkommenes liv. Jeg får det virkelig dårligt ved tanken om at sætte mine fødder på Paderup Gymnasium igen, det sted som skulle åbne op for muligheder i mit fremtidige liv, men som istedet decideret gjorde mig syg.

I 2.g sagde jeg til mig selv, at jeg skulle nyde 3.g, da det var sidste år med mine gode klassekammerater og vores fælles sammenhold, men nu midt i 3.g handler det kun om at komme væk. Jeg er så ligeglad med det sammenhold og vil hellere end gerne undvære det, hvis jeg kunne komme væk fra skolebænken. Sidste halve år bliver for mig en konstant nedtælling, og dette synes jeg umiddelbart ikke er noget som “dem der driver gymnasierne” burde være ligeglade med. Som mine kolegaer i Elgiganten siger, så skal det være sjovt at arbejde der og ikke kun handle om at jagte kunder og få et godt salg i kassen. Det er hvad gymnasiet mangler; det skal også være sjovt og til at holde ud, og ikke være en helvedsmaskine hvor man kun jagter deadlines og kæmper med stress.

Til sidst undre jeg mig sammen med andre i min klasse over, at vi, eftersom at vi skal til mundtlig eksamen lige efter juleferien, får inddraget juleferien (skoleferie) til læseferie. I pricippet er det vel det samme som at udskyde sommereksamnerne til august og beslaglægge sommerferien til at læse i. Gymnasiereformen har tilsyneladende stadig børnesygdomme, hvis de da stadig kan klades det.

Og nej, det er ikke fordi jeg har været offer for en hyggelig snak med et af Jehovas vidner, som tilfældigvis bankede på døren og sagde: “Vidste du at Jorden går under i morgen?”. Havde det dog været tilfældet, kan det måske være første gang, at de får ret. Okay, hvor mange er stadig med på hvad jeg fabler om? Ikke mange vel? Nej, men det hænger således sammen, at CERN, en europæisk forskningsinstitution som har bygget en såkaldt 27 km lang underjordisk partikelaccelerator, som i morgen lidt over 09.00 dansk tid skal skyde nogle partikler sammen med over 300.000 km i sekundet og derved splintre nogle protoner i andre partikler, som nedbrydes til universets mindste bestanddele, kvarker og leptoner, som derved danner et kunstigt mini Big Bang, som det der fandt sted 14 mia. år siden. Var det bedre? Nej okay, det korte og det lange er, at der kan opstå små “sorte huller” under dette eksperiment, og nogle mener simpelthen at disse vil ekspanderer og suge hele Jorden ind i sig på mikrodele af et sekund. Lyder ikke rart, vel? I det mindste er det da en hurtig død. Dog kan vi trøste os med, at nogle psykologer med pædagogisk indsigt “mener” at risikoen for dette “kun” er 1 %.

——————————————————————————————————

Sidste dag på vores kære Jord – ak ja. Så var der alle de ting man havde gået og glædet sig til, ting som man lidt for ofte glemmer i den travle hverdag, men som man nu aldrig kommer til at opleve. Studieturen til København i januar, blive student om under et år, hyggelige efterårsaftner med varm kakao og for ikke at glemme barndommens glæde; juleaften. Juleaften ja – så kom den dag hvor jeg skulle sige til mig selv: “Nu har du fået din sidste julegave”. Så fik man heller aldrig stiftet familie? Blev jeg simpelthen det sidste led i familien? Det føles underligt, helt uvirkeligt. Som alle andre gør, vil man nok tænke: “Fik jeg nået det jeg ville?” Jeg vil ikke sige, at jeg endnu har fået fuldført det som kun mennesket stræber efter, nemlig følelsen af, at have fået noget ud af livet. For vores “med-dyr” her på Jorden handler det om overlevelse, og dette er for dem i sig selv livets mål; lev så længe du kan! For mennesket er det ikke blot overlevelse, men at leve – skabe nydelse i livet, udfordre for nysgerrighed og føle glæde ved at nå målsætninger. Nej, jeg nåede det ikke. Pludselig vil man gerne være med sin familie på sommerferie i Sydeuropa igen, pludselig får man lyst til at løbe ud af sit værelse og ned i stuen for at være sammen med dem, pludselig indser man, hvad livets værdier i virkeligheden er. Den familie som man i ungdommen langsomt løsriver sig fra, de er i virkeligheden noget af det mest dyrebare man har – dem som opfostrede én og gav alt for at jeg skulle blive til. Jeg er til, men kun til i morgen. I morgen er det slut – slut med alt. På under et sekund slettes alle minder fra livet. Mest af alt husker jeg tiden sammen med familien, sjovt nok, for jeg har været et menneske som kun har kunnet føle mig helt tryg ved dem. Jeg husker vores første sommerferie i udlandet, Sverige var det vidst, for den gang var der ikke penge til at rejse langt sydpå til sommer og sol. Dengang var jeg for lille til at forstå hvad penge var, for lille til at forstå hvor stram økonomien i den lille familie var. Jeg kunne snildt have kommet til at udtrykke mig forkert og dumt om hvor sur jeg var over ikke at være syd på, men gjorde det mine forældre kede af det? Jeg mener, de gjorde vel virkelig alt for glæde os, og hvor motiverende er det så lige at få negative kommentarer smidt i ansigtet? Nogen gange overvejer jeg at sige undskyld en gang for alle, for alt det jeg i uvidenhed har sagt og som måtte have såret dem. Det er jo sådan set sidste chance? Man får inderligt en lyst til at blive boende hjemme for altid, en følelse som jeg kun husker fra da jeg var lille – men hvorfor er den her nu igen? I de sidste 12 timer af ens liv, ja der finder man virkelig ud af hvad der betyder noget i livet, mens 18 års minder fræser gennem hovedet uden ende. Jeg ville ønske det var sådan – uden ende.

——————————————————————————————————

Så er det blevet tid til at skubbe hagen op igen Tror jeg virkelig på, at det er slut i morgen? Hmm.. nej, egentlig ikke, men noget inspirerede mig til at lege med tanken om ens sidste dag på Jorden – og NEJ, det var ikke Nik & Jay som inspirerede mig! Derimod læste jeg for nogle måneder tilbage en såkaldt “suicide blog”, hvor bloggens ejer havde valgt at tage sit eget liv 90 dage senere. Selvfølgelig var den jeg læste fiktion og opdigtet, men de ægte udgaver findes faktisk! Overraskende nok, var det yderst interessant og sindsopvækkende at læse persons sidste tanker inden “the end”. Jeg vil dog godt afsløre, at ovenstående ikke var synderligt nemt at “tvinge” sig selv til at skrive, og det krævede da også noget helt bestemt musik og dæmpet lys. Faktisk lykkedes det mig at knibe en tåre, og underligt nok føltes det godt. Når man først rigtig kommer i selvsving og får sat sig ind i stemningen og situationen, ja så løber tankerne løbsk. Og det kan VARMT anbefales – prøv det! Jeg er sikker på, at mine cornflakes torsdag morgen aldrig har smagt så godt som de kommer til.

Alt for denne gang. See you next time!

Hvad siger fremtiden? Tjo, der er mange planer! Rigtig mange! På onsdag (d. 30. januar) starter jeg endelig på at tage kørekort, og jeg kan kun sige at både mine forældre og jeg selv glæder mig rigtig meget til jeg er i besiddelse af det det. Min mate Thomas er allerede i gang, så jeg kan nok ikke benægte at jeg er blevet offer for grov mobning! Og det må jeg så indfinde mig med de næste tre måneder

Selvom det måske er lidt svært at fokusere på sommerferien i de her klamme, grå, triste og regnfulde januardage, så er det faktisk hvad Thomas og jeg allerede er gået i gang med. 10 dage i Sydøstspanien i en stor luksus villa. Desuden med egen bil, privat swimmingpool, udsigt til havet og få kilometer til down-town! HVAD KAN I!? Det bliver røv fedt, og vi skal satme ud og give den gas i byens gader! Thomas og jeg havde egentlig aldrig rigtigt tænk på at tage udenlands og gå amok, ej okay vi havde dog nævnt Polen et par gange på baggrund af min succesoplevelse med gymnasieklasse i Krakow. Men heller ikke længere end der til. Så var det, at jeg pludselig fik tilbuddet om at komme med ham og hans familie til Spanien, og hvem kan sige nej til det? “Med hans familie!?” er der så nok nogen der tænker, men det er det altså, og det er slet ikke en ulempe. Tværtimod! Lad os bare sige at det giver os en lettelse i økonomien samtidig med at vi får et luksus ophold. Desuden skal vi nok sørge for at det ikke blive kunst og flotte haver det hele (hvis det overhovedet bliver det). Vi har jo trods alt egen bil. Skal jeg sige det igen? Egen bil!

Vi er efterhånden nået til et punkt hvor vi ikke kan andet end at vente og drømme om ferien – alt hvad der kan planlægges lige nu, er planlagt. Men for mit vedkommende, er der nok noget som man kan tage fat på, hvis man har en intention om at ligge på stranden hele dagen og fyre den af i byen om aftenen. Ét er pengene som skal skrabes sammen, men noget andet er den forbistrede vægt. Har jeg nogensinde nævnt, at jeg ikke vil tage skade af at tabe mig 15 kg? Men det kunne jeg altså godt, og nu skal det altså være. Nu skal det endelig være slut med at bade i T-shirt, endelige slut med at være tilbageholden når man skal vise sig som fest-menneske i byen, endelig slut med at have det dårligt i over 35 graders varme. Men det er fandme ikke et projekt man “bare lige gør” – slet ikke. Det sværeste er at opretholde motivationen, men jeg tror efterhånden jeg har fundet nogle ting som kan afhjælpe dette lidt. Punkt ét er at jeg skal se nogle resultater, hvilket jo egentligt er målet med det hele. Punkt to er, at jeg skal snakke med folk om det. Det kan faktisk være svært, men det hjælper til gengæld. Af og til snakker jeg med mine forældre om hvorledes det går og hvordan jeg skal fortsætte, og det hjælper faktisk idet jeg ikke bliver alene med det. Tillige kan mig og Thomas’ lange snakke om ferien også give motivationen et boost. Jeg prøvet det projekt før uden det store resultat… men nu skal det fandme være!

Nå, noget om grænser. En grænse kan jo forstås på mere end én måde, det kan være en fysisk landegrænse, men det kan så sandelig også være en psykologisk personlig grænse. Den jeg nu vil skrive lidt om er en psykologisk grænse, men også her findes der flere varianter. Du kan f.eks. have en personlig grænse, som siger at du ikke tillader hvem som helst at kysse dig – den har vi vel alle sammen – men det er nu heller ikke her jeg vil hen, det er faktisk langt mere kryptisk. Når man får nye venner, gennemgår man en mase, hvad jeg vil kalde, faser i takt med at man lærer hinanden bedre at kende. Her vil jeg påstå, at man langsomt overskrider nogle grænser mellem forskellige “forholds-stadier”. Når en grænse overskrides, sker det på initiativ fra den ene, som siger eller gør noget i forhåbning om at det vil føre forholdet til et endnu højere niveau og at den anden acceptere det og tilmed bliver positivt overrasket over det. Lyder indviklet? Selvfølgelig, det kommer jo også fra mig Heldigvis kan du læse videre og finde ud af hvordan jeg selv oplevede de her grænser.

Nanna, det bliver dig som det skal gå ud over – beklager meget ;D
Da jeg mødte hende, ja så var det som så mange andre unge mødes over SMS. Hun startede, men jeg fandt hurtigt ud af, at det faktisk ikke var helt kedeligt at snakke med hende. Her var vi “venner på prøve”, altså stadiet hvor vi lærer hinanden at kende for at finde ud af om vi overhovedet vil fungere sammen som venner. Det syntes jeg nu nok vi gjorde, og derfor overskred jeg en grænse med sætningen:
”Når jeg nu engang får kørekort, så kan jeg jo komme og hente dig, hvis du er til fest.”

Så har jeg faktisk indirekte sagt, at jeg gerne vil være venner med hende. Hun accepterede det og blev også glad, så derfor havde vi bestået level 1 – ”venner på prøve”.

Nu kan det jo godt komme til at lyde som om at jeg var den der tog initiativet hele tiden, men her vil jeg gerne lige gøre det klart, at hun var mindst lige så god til at overskride grænserne mellem forholds-stadierne – hvis ikke bedre! Det var vel også det som var skyld i vores forholds hurtige udvikling. Men så blev det sommerferie, og jeg skulle en måneds-tid til USA. Derfor kunne vi ikke snakke i den tid, og da jeg omsider kom hjem var jeg lidt langsom til at skrive tilbage – ja faktisk var det hende der skrev og sprugte om jeg var kommet hjem. Det nager mig når jeg tænker tilbage på det, og havde hun ikke vist interesse, så tør jeg ikke tænke på hvad der var sket. Det var først da hun skrev, at det gik op for mig hvor kritisk det var ikke at have givet lyd fra sig, så jeg skyndte mig at tilføje hende på MSN. Så havde jeg da vist lidt interesse igen, og måske faktisk også overgået endnu en grænse? Når jeg nu sidder her og skriver på livet løs, så finder jeg faktisk ud af, at ordet “grænse” måske ikke er helt velvalgt. Det virker lidt for alvorligt. Men jeg vil nu lade det være som det er – bær over med det

Nannas efterskoleårgang skulle afholde gensynsfest midt i september, og der skulle jeg sammen med Thomas og Jonas være party-DJs. Vi havde alle tre gået på efterskolen året før hende, og Thomas og Jonas havde tilmed været DJs for dem før. Nu var jeg så med, og det snakkede vi meget om, for det var jo første gang vi rigtigt skulle møde hinanden. Jeg husker en besked fra hende:
“Kan du danse?”
Halløj og tak skal du da lige have en kraftig hentydning! Her gik hun over en grænse, og til hendes glæde (tror jeg da) svarede jeg:
“Tjoo… Det ved jeg nu ikke. Men jo, jeg vil da gerne danse med dig ”
Jeg havde nu en svag fornemmelse af, at der var mere i luften, og noget drev mig til at hoppe med. Faktisk havde jeg overvejet lidt og jeg var begyndt at blive vil med hende. Jeg tog chancen:
“Hvad siger du til at gå en tur i løbet af aftenen?”
Det havde hun bestemt ikke noget imod, og her vil jeg faktisk sige at jeg på en eller anden godkendte hendes kraftige hentydning.

Så var der fest! Sammen med Thomas og Jonas var vi tage tidligt ud i forsamlingshuset for at stille op. Jeg var på et tidspunkt begyndt at vende hovedet meget kraftigt mod vejen udenfor hver gang et større fartøj passerede. Og så pludselig så jeg den velkendte “Farre-Turistbusser-bus” køre forbi – så begyndte koldsveden da for alvor at løbe! Ja, jeg var monster nervøs! Men faktisk forløb vores møde smertefrit, og vi kom da også ud at gå – faktisk lidt langt. På gåturen tog jeg så det endelig spring og overskred nok den største grænse – jeg kyssede hende. Alle de andre gange jeg havde gået et skridt nærmere, var jeg næsten altid sikker på at hun ville synes om det, men den her gang sad jeg faktisk med en fifty-fifty-fornemmelse. Det var noget meget nyt for mig, for normalt tør jeg ikke spørge, hvis jeg ikke er sikker på et ja. Selvfølgelig skal alkoholen modregnes, og jeg tror da også at den har haft en god indflydelse den aften. Men jeg kyssede hende altså:
”Glud, tror du det her er klogt? I morgen fortryder du, og så skriver du ikke til mig mere.”
”Selvfølgelig gør jeg det, Nanna. Det lover jeg dig.”
”Jamen… doh! Hvorfor tror jeg på dig?”
Det endte altså godt den aften, og hvis jeg husker rigtigt fik hun faktisk også sin dans

Den næste uge levede jeg på toppen af toppen! Jeg husker ikke helt hvem af os der den her gang tog initiativet (tror det var hende?), men vi aftalte at være sammen ved hende den næstkommende weekend. “Og så gik vi over en grænse igen, og bla bla!” Nej! Faktisk ikke denne gang. Man ville måske tro at kysset under festen havde flyttet os fra venner til kærester, men der skal sku nok lidt mere til! Det blev den længste uge nogensinde, og om fredagen, dagen hvor vi skulle mødes om aftenen, begyndte nervøsiteten for alvor at melde sig. For første gang satte jeg mig ind i bus 73 og rullede mod Bjerringbro. Jeg havde nu en halv time til at sidde og mentalt forberede mig på at møde hende igen, og de sidste få minutter af turen sad jeg næsten og hoppede af nervøsitet. Spørgsmålet “skal jeg kysse hende igen?” kørte hele tiden i midt hoved, og vi skulle faktisk gå 1,5 km af de næsten 3 km før jeg tog mig sammen. Faktisk var vores gåtur fra stationen og hjem til hende helt speciel, dels fordi det var første gang, men også fordi det var silende regnvejr og under én paraply. Jeg glemmer det aldrig! Aldrig! Kysset på gåturen bekræftede kysset fra festen og nu var vi trådt over grænsen. Der var dog stadig spørgsmålet om hvorvidt vi var kærester eller ej, for hvornår er men egentlig det? Tiden gik alt for stærk hos hende, og midt om natten hoppede jeg over til Thomas for at sove. Et eller andet siger mig at jeg har dynget ham til med alt hvad jeg havde oplevet. Sorry m8

Næste weekend skulle vi mødes igen, og igen blev det en lang uge. Her husker jeg, at jeg meget tidligt i ugen satte mine ben på den anden side af endnu en grænse med sætningen:
“Så også kun fordi du er min yndlingskæreste.”
Jeg føler måske lidt at jeg der bestemte at vi nu var kærester, men hun åd den – heldigvis! Da jeg igen var ved hende næste weekend kiggede jeg hende på et tidspunkt i øjnene og sagde:
“Nanna. Jeg elsker dig.”
Med et lidt skævende blik svarede hun:
“Er du sikker på det? Altså elsker?”
“Det kommer vel an på hvordan man tolker ordet “elsker”,” svarede jeg.
“Ja, det har du nok ret i.”
Det var vel også lige at gå over en grænse ved at komme med den påstand? Igen virkede det som om at hun var glad for det, og det var jeg sandelig også. Jeg måtte simpelthen erklære mig en lykkelig mand

Dernæst kan man sige ting som “jeg vil være sammen med dig resten af mit liv”, men man rammer altså her omkring en mur hvor man ikke kan passere flere grænser. Min intention med at overgå har jo hele tiden været at komme tættere på hende, men også for at gøre hende glad og overrasket. Det blev jo svære og svære for mig at finde nye ting at overraske hende med på det område, og det gik mig faktisk på. Begyndte man så at virke kedelig? Ville hun så ikke have mig mere? Heldigvis kan jeg hele tiden, hvilket jeg stadig i stor stil nyder, mærke hendes kærlighed til mig, og hun er den eneste der nogensinde har kunnet gøre det uden hele tiden at skulle positivt overraske mig. Derfor kunne jeg jo så vende den om, og prøve at gøre det samme mod hende. Det begyndte jeg så at prøv på, og jeg satser da på, at hun kan mærke hvor meget jeg holder af hende uden jeg behøver at åbne munden Meeen, alligevel synes jeg nu der er noget fascinerende ved at overraske!

Der har selvfølgelig været mange andre grænser, men jeg må jo begrænse mig lidt. Nu er jeg bare glad for, at det endelig står her i blog, for det har sku taget to forsøg at få ind – det her er faktisk en ny udgave af et andet indlæg som blev slettet under systemnedbrud. Hvem end der nu har læst overstående, så håber jeg at det ikke har været helt tosse-sprog for jer. I hvert fald håber jeg at de to budskab står nogenlunde klart:
1. Forholdsudvikling kræver, at nogen tør tage et spring og satse.
2. Jeg holder utroligt meget af hende Nanna! Den fangede i vel?
Jeg kunne skrive et rigtigt langt indlæg udelukkende om hvorfor hun betyder så meget for mig, men så tror jeg da først at min trolige læser Thomas hopper af. Skal nok skåne dig m8

Lørdag morgen kl. 04.30 rullede jeg sammen med Thomas og min far, som havde kørt os hjem med diskoteket, ind på gårdspladens hos mig. Hurtigt fik vi læsset grejet af, og derefter gik vi noget trætte til køjs, stadig lidt ærgerlig over vores fravær fra julefesten. Derfor havde vi på forhånd aftalt, at lørdagen var sat i hyggens tegn, eller det vil sig, halvdelen af lørdagen, idet vi først stod op over middag. Men derefter blev der sandelig også julehygget! Udover at hænge foran computeren nåede vi faktisk også at vade 1 km gennem julens charmerende regnevejr for at hente 12 julebajere i Ålums Lokalbrugs, spise pandekager med is hos Thomas’ bedsteforældre, som for resten bor i Ålum, og konstruerer en juledekoration til mit værelse. Det kan man da kalde hygge, og det er ikke nogen hemmelighed, at julebajerne gav stemningen endnu et pift senere på aftenen. Desuden fik jeg åbent første pakke i den pakkekalender som Nanna har sammensat til mig – optur! Jeg forstår det virkelig ikke! Enten er pigen skør, eller også elsker hun mig bare utroligt højt. En hel pakkekalender? Jeg har endnu ikke gennemskuet hvordan, man siger ordentlig tak for sådan en stor ting, men jeg håber virkelig jeg kan hitte ud af noget! Oh my god… en pakkekalender

Da Thomas søndag eftermiddag skulle med bussen hjem, valgte jeg at tage med ham for at besøge Nanna, som bor få gader fra ham. Her nåede jeg knap nok at kapre hendes seng og varme dyne, før jeg blev tvunget ud for at se Pyrus. Okay, tvang er måske så meget sagt, for jeg har faktisk ikke noget i mod Pyrus. Faktisk en ganske hyggelig julekalender! Jeg husker, at Nanna nævnte noget med, at hun havde meget at se til i julemåneden, men jeg håber da stadigt, at vi får tid til hinanden. Det er jo trods alt jul

Som helt lille og frisk 3-årig dreng, havde jeg efterhånden udviklet et forståeligt sprog. Tingene der kom ud af min mund var nok ikke det mest sammenhængende og velovervejde, men alligevel stærkt præget af man fantasi. Så jeg f.eks. to ens ting, kunne jeg finde på at stille mig op med vidt udspildte øjne, gloende og stille sige: “Det den samm’…… deeet den saaam’!” oversat: “De to ting er den samme”.
Som 7-årig følte jeg rigtig stor og sej – nu skulle man starte i skole, og det var da cool. Jeg husker hvordan jeg sammen med drengene fra børnehaveklassen trampede rundt omkring sandkassen i SFO’en (som også var vores tidligere børnehave). Vi prøvede ihærdigt med vores langt fra fuldt udvoksede drengekrop at se bredskuldrede ud med en påsat alvorlig grimasse, for det havde vi jo ret til nu. Vi var jo de store. Her var sproget lidt mindre præget af min fantasi, dermed ikke sagt at den var helt væk. Her husker jeg, at vi lagde meget vægt på at efterligne replikker fra de rigtig store drenge, for at virke ældre. Desuden blev man efterhånden tvunget til at sige noget klogt i skolen, hvilket for mange skulle blive en hård kamp.
Som 13 årig nærmede man sig puberteten. Stemmen gik i overgang, man fokuserede pludselig på piger, i det hele taget en udvikling som skulle sikre reproduktionen af en selv. Når jeg husker tilbage på de første scorereplikker man forsøgte sig med, så tænker jeg “nej nej nej, det sagde du bare ikke”. Man prøvede ihærdigt at lyde alvorlig, men den dreng som man nu var, havde stadigvæk en dominerende barnesjæl. Den som stod for sjov og ballade. På skolesiden sagde man nu langt flere kloge ting, for disse kunne man pludselig forholde sig til.
Som 14-årig var jeg nu atter konfirmeret, men stadigvæk husker jeg mig selv som en person uden specielt mange holdninger til ting – jeg fulgte bare med. Dér havde jeg stiftet bekendskab men min første kærlighed, og når jeg husker tilbage på det, så hedder det “nej nej nej, det sagde du bare ikke” – igen. Det var så plat, det jeg sagde. Så overfladisk og uovervejet! Der er visse situationer, som jeg automatisk leder tanker væk fra, når jeg tænker tilbage på dem, simpelthen fordi, at de er så pinlige! Det er klart, at jeg her ikke på nogen måde var moden nok – slet ikke sprogligt. Hvis jeg skulle snakke seriøst med nogen, så måtte det bliver forældrene.
Som 17-årig har jeg nu for alvor mærket kærligheden i faste forhold. Efter en tur på efterskole, er jeg nu blevet så moden, at jeg kan snakke seriøst med folk på min egen alder. Se dét er bonus! Sprogligt er tingene nu velovervejet til punkt og prikke, og det hele lyder – næsten – voksent. Jeg kan nu atter føle mig voksen og ansvarlig, og venter kun på beskeden “Tillykke! Du er blevet godkendt til at rykke op!” ….rykke op til mit 18′ende år.

Og hvad er så den underlige konklusion med alt dette? Målet var jo at korte det hele lidt ned, gøre det forståeligt for de fleste mennekser og sidst, men ikke mindst, trække den røde tråd. Når jeg ser på min sproglige udvikling fra barn til voksen, så ser jeg det, og hold nu godt fast, som én lang alkoholsrus. Jeg startede hammer lam som spædbarn, hvor jeg var så stang stiv og på rulleskøjter, at jeg hverken kunne se, sanse eller huske. Dernærst som den lille dreng i børnehaven, stadig pænt stiv og siger nogle underlige ting: “Det den samm’!” Så kommer man i børnehaveklasse og begynder at sige et par fornuftige ting ind imellem, men ens tilstand er stadig ifølge en ædru: “Du jo stiv, dreng!” Man er over-sjofel og fjollet og tåger rundt i sin fritid. Efter konfirmationen er man blot lystig af alkoholen. Man siger nu flere kloge ting, men kan ikke helt finde ud af at score grundet de billige replikker alkoholen har været skyld i. Dernæst 18 årig og 100 % ædru til daglig, sådan er det. Ingen alkohol til at påvirke ens talemåde, og det er dermed også blevet muligt at få fast kæreste. Men man kan jo komme til at savne barndommens sjov og leg, og derfor blev drukfesten opfundet.

Og nu sidder du nok og tænker: “Nå, der er nok en der er træt af livet. Skal vi nu læse endnu et indlæg om hvor meget drengen hader det?”. Jo! Måske er det en overdrivelse at sig, at livet bare er nedern, for det er det jo ikke. Vi har det jo godt, men når man bliver vant til at have det rigtig godt, så er mindre godt et helvede. Mine aftner hos Nanna er noget af det jeg sætter mest pris på, men at stå op kl. 05.45 er altså træls. De to ting er god kontrast til hinanden, og derfor er livet bare træls når man kommer fra noget super godt til noget super nedern. Nu til en uddybelse af en af de mindre gode dage:

Kulden, trætheden og den natte-lignende morgen gjorde det hele meget værre. Det var ikke nemt, specielt ikke i dag. Vi havde jo prøvet det et par gange før, og burde efterhånden have vænnet os til det. Men lige nu var det altså bare ikke nemt. Jeg holdte hende tæt ind til mig, indtil sidste mand var steget på bussen og jeg derfor måtte følge med. Jeg gav slip og min hånd gled ud af hendes. Et sidste blik og mine øjne drejede op på den morgentrætte buschauffør. Døren bag mig lukkede, jeg fandt et tomt sæde og bussen rullede langsomt ud af Bjerringbro. Da indtrådte kvalmen. Om præcis 24 timer var hun, Nanna, på vej til Kreta hvor hun skulle tilbringe en uge med sin familie, og den tanke var grundlaget for hvorfor det var ekstra svært at sige farvel i dag. Det føltes bare som om, at jeg havde sagt farvel til hende for altid og aldrig mere skulle se hende igen. Jeg rystede hovedet hurtigt for at vågne op fra dette mareridt som jeg efterhånden havde fået bildt mig selv ind. Selvfølgelig skulle vi se hinanden igen, og der var kun lidt over en uge til, så hvorfor var det så slemt? Det er ikke helt nemt at give et svar på, men nu måtte jeg prøve at mande mig lidt op og se på de gode og lyse ting. Jeg kastede et sidste blik på Bjerringbro, lænede hovedet op af ruden og fladt i søvn.

Stemningen i klassen fik humøret lidt op, men blev lige så hurtigt trampet ned af et halvanden times foredrag om geologi. En af pigerne fra klassen løb op til tavlene og erstattede 13 med 12 i sætning “12 dage til Krakow”. Jeg kunne slet ikke fokusere på studieturen lige nu og forsøgte bare få efterårsferie hurtigst muligt. En af drengene løb efterfølgende op til tavlen og erstattede Krakow med Crackhole, hvorefter en af piger rettede det tilbage. Sådan fortsatte det, og det havde vi lidt skæg med. Vores meget pædagogiske oldtidskundskabslærer kom dog med en løsning: Ved at indsætte en skråstreg mellem Krakow og Crackhole var krigen drevet atter ovre og ligeledes den sidste skoledag før ferien.

Kl. ca. 20.40 var jeg atter hjemme i Ålum igen og jeg kunne lige nå at ringe til Nanna, inden hun skulle i seng. Det var utroligt dejligt og lettende at høre hendes stemme igen, og livet syntes pludselig ikke så “mindre godt”. Men en times snak, som vi ellers har tradition for, blev det dog ikke til, for hun skulle jo meget tidligt op næste morgen for at komme af sted. Med et smil rullede jeg om på ryggen og begyndte at tælle knasterne i loftsbrædderne – det var nu engang så simpelt og lige til.