Hold da op hvor er det længe siden! Det er simpelthen umuligt for mig at redegøre præcist for, hvorfor det er 8 måneder siden jeg skrev her sidst – ja, det føles næsten nostalgisk at se bloggen foran mig igen. Et eller andet sted må det jo være et godt tegn, at jeg ikke har været her, for så må jeg jo have haft det godt og ikke manglet nogen at snakke med. Eller tager jeg helt fejl? Nok ikke, for foråret bød på alt muligt sjov og ballade, og hold da op hvor er der sket meget. Egentlig er det måske et meget godt tidspunkt at dreje hovedet og kigge tilbage, nu hvor dagen i morgen, onsdag d. 10. september 2008, for nogens vedkommende er dømt til at være dommedag.

Og nej, det er ikke fordi jeg har været offer for en hyggelig snak med et af Jehovas vidner, som tilfældigvis bankede på døren og sagde: “Vidste du at Jorden går under i morgen?”. Havde det dog været tilfældet, kan det måske være første gang, at de får ret. Okay, hvor mange er stadig med på hvad jeg fabler om? Ikke mange vel? Nej, men det hænger således sammen, at CERN, en europæisk forskningsinstitution som har bygget en såkaldt 27 km lang underjordisk partikelaccelerator, som i morgen lidt over 09.00 dansk tid skal skyde nogle partikler sammen med over 300.000 km i sekundet og derved splintre nogle protoner i andre partikler, som nedbrydes til universets mindste bestanddele, kvarker og leptoner, som derved danner et kunstigt mini Big Bang, som det der fandt sted 14 mia. år siden. Var det bedre? Nej okay, det korte og det lange er, at der kan opstå små “sorte huller” under dette eksperiment, og nogle mener simpelthen at disse vil ekspanderer og suge hele Jorden ind i sig på mikrodele af et sekund. Lyder ikke rart, vel? I det mindste er det da en hurtig død. Dog kan vi trøste os med, at nogle psykologer med pædagogisk indsigt “mener” at risikoen for dette “kun” er 1 %.

——————————————————————————————————

Sidste dag på vores kære Jord – ak ja. Så var der alle de ting man havde gået og glædet sig til, ting som man lidt for ofte glemmer i den travle hverdag, men som man nu aldrig kommer til at opleve. Studieturen til København i januar, blive student om under et år, hyggelige efterårsaftner med varm kakao og for ikke at glemme barndommens glæde; juleaften. Juleaften ja – så kom den dag hvor jeg skulle sige til mig selv: “Nu har du fået din sidste julegave”. Så fik man heller aldrig stiftet familie? Blev jeg simpelthen det sidste led i familien? Det føles underligt, helt uvirkeligt. Som alle andre gør, vil man nok tænke: “Fik jeg nået det jeg ville?” Jeg vil ikke sige, at jeg endnu har fået fuldført det som kun mennesket stræber efter, nemlig følelsen af, at have fået noget ud af livet. For vores “med-dyr” her på Jorden handler det om overlevelse, og dette er for dem i sig selv livets mål; lev så længe du kan! For mennesket er det ikke blot overlevelse, men at leve – skabe nydelse i livet, udfordre for nysgerrighed og føle glæde ved at nå målsætninger. Nej, jeg nåede det ikke. Pludselig vil man gerne være med sin familie på sommerferie i Sydeuropa igen, pludselig får man lyst til at løbe ud af sit værelse og ned i stuen for at være sammen med dem, pludselig indser man, hvad livets værdier i virkeligheden er. Den familie som man i ungdommen langsomt løsriver sig fra, de er i virkeligheden noget af det mest dyrebare man har – dem som opfostrede én og gav alt for at jeg skulle blive til. Jeg er til, men kun til i morgen. I morgen er det slut – slut med alt. På under et sekund slettes alle minder fra livet. Mest af alt husker jeg tiden sammen med familien, sjovt nok, for jeg har været et menneske som kun har kunnet føle mig helt tryg ved dem. Jeg husker vores første sommerferie i udlandet, Sverige var det vidst, for den gang var der ikke penge til at rejse langt sydpå til sommer og sol. Dengang var jeg for lille til at forstå hvad penge var, for lille til at forstå hvor stram økonomien i den lille familie var. Jeg kunne snildt have kommet til at udtrykke mig forkert og dumt om hvor sur jeg var over ikke at være syd på, men gjorde det mine forældre kede af det? Jeg mener, de gjorde vel virkelig alt for glæde os, og hvor motiverende er det så lige at få negative kommentarer smidt i ansigtet? Nogen gange overvejer jeg at sige undskyld en gang for alle, for alt det jeg i uvidenhed har sagt og som måtte have såret dem. Det er jo sådan set sidste chance? Man får inderligt en lyst til at blive boende hjemme for altid, en følelse som jeg kun husker fra da jeg var lille – men hvorfor er den her nu igen? I de sidste 12 timer af ens liv, ja der finder man virkelig ud af hvad der betyder noget i livet, mens 18 års minder fræser gennem hovedet uden ende. Jeg ville ønske det var sådan – uden ende.

——————————————————————————————————

Så er det blevet tid til at skubbe hagen op igen Tror jeg virkelig på, at det er slut i morgen? Hmm.. nej, egentlig ikke, men noget inspirerede mig til at lege med tanken om ens sidste dag på Jorden – og NEJ, det var ikke Nik & Jay som inspirerede mig! Derimod læste jeg for nogle måneder tilbage en såkaldt “suicide blog”, hvor bloggens ejer havde valgt at tage sit eget liv 90 dage senere. Selvfølgelig var den jeg læste fiktion og opdigtet, men de ægte udgaver findes faktisk! Overraskende nok, var det yderst interessant og sindsopvækkende at læse persons sidste tanker inden “the end”. Jeg vil dog godt afsløre, at ovenstående ikke var synderligt nemt at “tvinge” sig selv til at skrive, og det krævede da også noget helt bestemt musik og dæmpet lys. Faktisk lykkedes det mig at knibe en tåre, og underligt nok føltes det godt. Når man først rigtig kommer i selvsving og får sat sig ind i stemningen og situationen, ja så løber tankerne løbsk. Og det kan VARMT anbefales – prøv det! Jeg er sikker på, at mine cornflakes torsdag morgen aldrig har smagt så godt som de kommer til.

Alt for denne gang. See you next time!

Så skriver vi 2008! Først vil jeg gerne sige tak til min familie, mine venner og selvfølgelig min kæreste, Nanna, for et fantastisk år 2007! Der er sket meget på det år, og det har i den grad sat sit præg på den jeg nu er blevet i dag i 2008. Lad os håbe at 2008 bliver ligeså godt! Godt nytår!

Nå, noget om grænser. En grænse kan jo forstås på mere end én måde, det kan være en fysisk landegrænse, men det kan så sandelig også være en psykologisk personlig grænse. Den jeg nu vil skrive lidt om er en psykologisk grænse, men også her findes der flere varianter. Du kan f.eks. have en personlig grænse, som siger at du ikke tillader hvem som helst at kysse dig – den har vi vel alle sammen – men det er nu heller ikke her jeg vil hen, det er faktisk langt mere kryptisk. Når man får nye venner, gennemgår man en mase, hvad jeg vil kalde, faser i takt med at man lærer hinanden bedre at kende. Her vil jeg påstå, at man langsomt overskrider nogle grænser mellem forskellige “forholds-stadier”. Når en grænse overskrides, sker det på initiativ fra den ene, som siger eller gør noget i forhåbning om at det vil føre forholdet til et endnu højere niveau og at den anden acceptere det og tilmed bliver positivt overrasket over det. Lyder indviklet? Selvfølgelig, det kommer jo også fra mig Heldigvis kan du læse videre og finde ud af hvordan jeg selv oplevede de her grænser.

Nanna, det bliver dig som det skal gå ud over – beklager meget ;D
Da jeg mødte hende, ja så var det som så mange andre unge mødes over SMS. Hun startede, men jeg fandt hurtigt ud af, at det faktisk ikke var helt kedeligt at snakke med hende. Her var vi “venner på prøve”, altså stadiet hvor vi lærer hinanden at kende for at finde ud af om vi overhovedet vil fungere sammen som venner. Det syntes jeg nu nok vi gjorde, og derfor overskred jeg en grænse med sætningen:
”Når jeg nu engang får kørekort, så kan jeg jo komme og hente dig, hvis du er til fest.”

Så har jeg faktisk indirekte sagt, at jeg gerne vil være venner med hende. Hun accepterede det og blev også glad, så derfor havde vi bestået level 1 – ”venner på prøve”.

Nu kan det jo godt komme til at lyde som om at jeg var den der tog initiativet hele tiden, men her vil jeg gerne lige gøre det klart, at hun var mindst lige så god til at overskride grænserne mellem forholds-stadierne – hvis ikke bedre! Det var vel også det som var skyld i vores forholds hurtige udvikling. Men så blev det sommerferie, og jeg skulle en måneds-tid til USA. Derfor kunne vi ikke snakke i den tid, og da jeg omsider kom hjem var jeg lidt langsom til at skrive tilbage – ja faktisk var det hende der skrev og sprugte om jeg var kommet hjem. Det nager mig når jeg tænker tilbage på det, og havde hun ikke vist interesse, så tør jeg ikke tænke på hvad der var sket. Det var først da hun skrev, at det gik op for mig hvor kritisk det var ikke at have givet lyd fra sig, så jeg skyndte mig at tilføje hende på MSN. Så havde jeg da vist lidt interesse igen, og måske faktisk også overgået endnu en grænse? Når jeg nu sidder her og skriver på livet løs, så finder jeg faktisk ud af, at ordet “grænse” måske ikke er helt velvalgt. Det virker lidt for alvorligt. Men jeg vil nu lade det være som det er – bær over med det

Nannas efterskoleårgang skulle afholde gensynsfest midt i september, og der skulle jeg sammen med Thomas og Jonas være party-DJs. Vi havde alle tre gået på efterskolen året før hende, og Thomas og Jonas havde tilmed været DJs for dem før. Nu var jeg så med, og det snakkede vi meget om, for det var jo første gang vi rigtigt skulle møde hinanden. Jeg husker en besked fra hende:
“Kan du danse?”
Halløj og tak skal du da lige have en kraftig hentydning! Her gik hun over en grænse, og til hendes glæde (tror jeg da) svarede jeg:
“Tjoo… Det ved jeg nu ikke. Men jo, jeg vil da gerne danse med dig ”
Jeg havde nu en svag fornemmelse af, at der var mere i luften, og noget drev mig til at hoppe med. Faktisk havde jeg overvejet lidt og jeg var begyndt at blive vil med hende. Jeg tog chancen:
“Hvad siger du til at gå en tur i løbet af aftenen?”
Det havde hun bestemt ikke noget imod, og her vil jeg faktisk sige at jeg på en eller anden godkendte hendes kraftige hentydning.

Så var der fest! Sammen med Thomas og Jonas var vi tage tidligt ud i forsamlingshuset for at stille op. Jeg var på et tidspunkt begyndt at vende hovedet meget kraftigt mod vejen udenfor hver gang et større fartøj passerede. Og så pludselig så jeg den velkendte “Farre-Turistbusser-bus” køre forbi – så begyndte koldsveden da for alvor at løbe! Ja, jeg var monster nervøs! Men faktisk forløb vores møde smertefrit, og vi kom da også ud at gå – faktisk lidt langt. På gåturen tog jeg så det endelig spring og overskred nok den største grænse – jeg kyssede hende. Alle de andre gange jeg havde gået et skridt nærmere, var jeg næsten altid sikker på at hun ville synes om det, men den her gang sad jeg faktisk med en fifty-fifty-fornemmelse. Det var noget meget nyt for mig, for normalt tør jeg ikke spørge, hvis jeg ikke er sikker på et ja. Selvfølgelig skal alkoholen modregnes, og jeg tror da også at den har haft en god indflydelse den aften. Men jeg kyssede hende altså:
”Glud, tror du det her er klogt? I morgen fortryder du, og så skriver du ikke til mig mere.”
”Selvfølgelig gør jeg det, Nanna. Det lover jeg dig.”
”Jamen… doh! Hvorfor tror jeg på dig?”
Det endte altså godt den aften, og hvis jeg husker rigtigt fik hun faktisk også sin dans

Den næste uge levede jeg på toppen af toppen! Jeg husker ikke helt hvem af os der den her gang tog initiativet (tror det var hende?), men vi aftalte at være sammen ved hende den næstkommende weekend. “Og så gik vi over en grænse igen, og bla bla!” Nej! Faktisk ikke denne gang. Man ville måske tro at kysset under festen havde flyttet os fra venner til kærester, men der skal sku nok lidt mere til! Det blev den længste uge nogensinde, og om fredagen, dagen hvor vi skulle mødes om aftenen, begyndte nervøsiteten for alvor at melde sig. For første gang satte jeg mig ind i bus 73 og rullede mod Bjerringbro. Jeg havde nu en halv time til at sidde og mentalt forberede mig på at møde hende igen, og de sidste få minutter af turen sad jeg næsten og hoppede af nervøsitet. Spørgsmålet “skal jeg kysse hende igen?” kørte hele tiden i midt hoved, og vi skulle faktisk gå 1,5 km af de næsten 3 km før jeg tog mig sammen. Faktisk var vores gåtur fra stationen og hjem til hende helt speciel, dels fordi det var første gang, men også fordi det var silende regnvejr og under én paraply. Jeg glemmer det aldrig! Aldrig! Kysset på gåturen bekræftede kysset fra festen og nu var vi trådt over grænsen. Der var dog stadig spørgsmålet om hvorvidt vi var kærester eller ej, for hvornår er men egentlig det? Tiden gik alt for stærk hos hende, og midt om natten hoppede jeg over til Thomas for at sove. Et eller andet siger mig at jeg har dynget ham til med alt hvad jeg havde oplevet. Sorry m8

Næste weekend skulle vi mødes igen, og igen blev det en lang uge. Her husker jeg, at jeg meget tidligt i ugen satte mine ben på den anden side af endnu en grænse med sætningen:
“Så også kun fordi du er min yndlingskæreste.”
Jeg føler måske lidt at jeg der bestemte at vi nu var kærester, men hun åd den – heldigvis! Da jeg igen var ved hende næste weekend kiggede jeg hende på et tidspunkt i øjnene og sagde:
“Nanna. Jeg elsker dig.”
Med et lidt skævende blik svarede hun:
“Er du sikker på det? Altså elsker?”
“Det kommer vel an på hvordan man tolker ordet “elsker”,” svarede jeg.
“Ja, det har du nok ret i.”
Det var vel også lige at gå over en grænse ved at komme med den påstand? Igen virkede det som om at hun var glad for det, og det var jeg sandelig også. Jeg måtte simpelthen erklære mig en lykkelig mand

Dernæst kan man sige ting som “jeg vil være sammen med dig resten af mit liv”, men man rammer altså her omkring en mur hvor man ikke kan passere flere grænser. Min intention med at overgå har jo hele tiden været at komme tættere på hende, men også for at gøre hende glad og overrasket. Det blev jo svære og svære for mig at finde nye ting at overraske hende med på det område, og det gik mig faktisk på. Begyndte man så at virke kedelig? Ville hun så ikke have mig mere? Heldigvis kan jeg hele tiden, hvilket jeg stadig i stor stil nyder, mærke hendes kærlighed til mig, og hun er den eneste der nogensinde har kunnet gøre det uden hele tiden at skulle positivt overraske mig. Derfor kunne jeg jo så vende den om, og prøve at gøre det samme mod hende. Det begyndte jeg så at prøv på, og jeg satser da på, at hun kan mærke hvor meget jeg holder af hende uden jeg behøver at åbne munden Meeen, alligevel synes jeg nu der er noget fascinerende ved at overraske!

Der har selvfølgelig været mange andre grænser, men jeg må jo begrænse mig lidt. Nu er jeg bare glad for, at det endelig står her i blog, for det har sku taget to forsøg at få ind – det her er faktisk en ny udgave af et andet indlæg som blev slettet under systemnedbrud. Hvem end der nu har læst overstående, så håber jeg at det ikke har været helt tosse-sprog for jer. I hvert fald håber jeg at de to budskab står nogenlunde klart:
1. Forholdsudvikling kræver, at nogen tør tage et spring og satse.
2. Jeg holder utroligt meget af hende Nanna! Den fangede i vel?
Jeg kunne skrive et rigtigt langt indlæg udelukkende om hvorfor hun betyder så meget for mig, men så tror jeg da først at min trolige læser Thomas hopper af. Skal nok skåne dig m8

“Det kom som et chok, da hun….” og så passer den vidst heller ikke mere. Men en overraskelse var det da lidt for mig, selvom jeg måske havde følt i noget tid, at der var noget i gære. Men så var der den fest… og ja, vi var begge liidt påvirket, men så heller ikke mere! Noget gjorde mig modig, og siden den dag/aften har tonen haft en anden lyd. Ugen efter var for mit vedkommende mystisk og forvirrende, men samtidig spændende og helt ny. Og så blev det weekendt, og jeg lagde min vej forbi Bjerringbro hvor hun, Nanna, opholder sig. Tja, gæt resten selv? Weekenden var fantastisk! Nej, den var ikke bare fantastisk, den var vidundelig! Den fik sat sit præg på vores forhold, ved at stemple os som officielle kærester, og ja, selv i dag, to uger efter, kan jeg stadig ikke få armene ned. Hvor er det altså skønt! Endnu mere fantastisk er det, at jeg sådan for alvor kan mærke på hende, at hun faktisk holder af mig – sådan virkelig! Og selvfølgelig også den anden vej, jeg elsker hende utrolig højt!

Så sidder man rigtig her og føler sig heldig, hva? Ja, og samtidig får man lejlighed til at kigge tibage i tiden og tænke “hva nu hvis jeg ikke havde….”. Sådan nogle af de der tilbagebliksperioder rammer mig bare af og til, og så begynder jeg at bytte rundt på ting i fortiden, og pludselig ser nutiden anderledes ud.

“Hva nu hvis mine forældre aldrig havde sparket mig på efterskole?”
Ja, så havde nutiden bestemt set anderledes ud. Faktisk bryder jeg mig ikke om at tænke på det, for havde den udvikling, som ikke var der, fortsat efter folkeskolen, havde jeg nok stadig været den der lille tavse dreng. Ham der har været single hele sit liv, som afskyer alkohol og egentlig kun har det godt i trykke rammer. Efterskolen er stadig defineret som mine forældres bedste gave til mig, endnu ikke overgået af noget. Eller… det skulle da lige være den LEGO Technic Cool Car jeg fik i julegave i 1998.

“Hva nu hvis jeg ikke havde anmeldt filmen Drabet med Thomas på FUS?”
Så havde vi kraftstejlme aldrig grint så meget af Nikolaj, som vi gjorde! Haha! Og vi havde nok heller ikke haft vores lange skype-samtaler efter en lang dag på gymnasiet? Og noget helt andet: Jeg havde ikke haft Nanna nu? Havde jeg ikke kendt Thomas, havde jeg ikke kendt Nanna – sådan er det altså. Det er sjovt, Thomas har kendt hende gennem hele hans folkeskoleliv, og nu hænger jeg på hende, mig som kun har kendt hende i godt tre måneder. Jeg beundre stadig min gode kammerat der, at han ikke synes det er mere underligt, end han nu engang synes det er. Til ham, alt respekt mate, du fandme en guttermand!

“Hva nu hvis jeg ikke havde vist mod og mandlig styrke til festen?”
Et eller andet gik galt med den overskrift, men noget fik mig til at beholde den. Anyway, så havde jeg heller ikke haft Nanna. Ej, det faktisk lidt nedern at tænke på, derfor har jeg god grund til at være stolt af mig selv. Hehe! Det var faktisk lidt godt jeg gjorde det – også selvom Thomas har hadet mig lige siden, idet jeg var væk fra selve festen i… tja, to timer? Det er også fair nok – alt respekt igen mate. Og ikke mindst Jonas, selvom han dog ikke råbte af mig i 10 min i telefonen. HAHA! Kan stadig ikke få armene ned.

Jeg føler mig heldig – og med de ord, godnat.

Jeg har fundet ud at, at jeg virkelig hader .dk hjemmesider rimelig groft! Det er så pisse irriterende, når man lige hurtigt skal besøge en side, og man så med sit smart-ass blindskrift taster hjemmesiden som sad den på rygraden og man så bare ikke kan skrive DOT DK!!! Det bliver altid til enten .dl, .kd eller .fk men ALDRIG .dk. Jeg forstår det simpelthen ikke, og mit liv har været præget af psykiske nedture pga. dette. Så bruger man tid på, vente til browseren har fundet ud af, at “Siden ikke findes” eller måske endda omstiller dig til MSN Search! Jeg forslår hermed indførelse af en .dk-knap på fremtidige tastaturer.

EDIT: Fandt ud af, at mit G15-tastaturs G-keys kunne programmeres til at være en .dk-knap. Smaaart, mit liv er reddet!

Uden engentlig at være klar over det, har jeg automatisk delt mit liv op i tre faser når jeg tænkte på fortiden. Den første del af mit liv er før FUS, den anden del er FUS og den sidste og tredje del, er sjovt nok efter FUS. Mit liv før FUS var meget anderledes, og jeg vil selv mene, at jeg var en helt anden. En af de typer, som var lidt stille, stadig var venner med alle, ingen fjender havde, ikke brød sig om forandringer og slet ikke udvillket på kærlighedsområdet. Egentlig bryder jeg mig ikke om at tænkte tilbage på det, for jeg er faktisk ikke ret stolt af det. Perioden på FUS ændrede så dette, og jeg blev til den, som jeg nu er. Man siger jo, at ét efterskole år svare til syv folkeskole år, og dertil må jeg sige, JA! Det er der slet ingen tvivl om! Jeg er blev meget mere moden og klar til nye udfordringer, så FUS-perioden må klart være vendepunktet. Det år var sku mine forældres beste gave til mig! Men efter året kom gymnasie tiden, som jeg stadig befinder mig i den dag i dag. Det var for det første hårdt, men tilgengæld mærker jeg nu en kraftig faglig udvikling – og det er da altid bonus!

Kort før årgangen fra mit livs første fase (n00b-fasen) til FUS-fasen, så jeg årgangen som et brat endepunkt for mit liv. Jeg kunne ikke planlægge længere frem end til første skoledag på FUS, og ja, det var et slags livs-reset jeg var på vej til at kaste mig ud i. Samme oplevede jeg ved årgangen fra FUS til gymnasiet; det var også dér umuligt at planlægge. Det er egentlig den teori som jeg bygger min “liv-opdelelse” på. Selvfølgelig kommer der nok flere faser i fremtiden, og det bliver vel også spændende at opleve…. igen.

Det ser ud til, at det endelig lykkedes mig at få lavet en blog – nu mangler jeg så kun at få skrevet noget. Det bliver så nok ikke nu, da det (igen) er blevet lidt sent. Men whatever… Jeg har fri i morgen, så der skulle være bacis for at sove længe. Dog skal jeg lige modtage en pakke fra CompuMail med mit nye X-Fi Elite Pro lydkort fra Creative. Nørdet? Tjo, det kan man vel godt sige, men jeg synes tilgengæld også, at folk som bruger penge på skumgummi og gaffatape, så de kan lave rollespilsvåben, er nogle freaks. Så det fandme sagt