Hverdagen

...now browsing by category

 

Klar til fest!

tirsdag, maj 5th, 2009

Så blev det sidste undervisningsdag for 3.g’erne på Paderup Gymnasium! Det er i sandhed en stor dag, og klimaet føles godt nok helt anderledes blandt os i 3.d. Det er ikke rigtigt gået op for største delen af os, at vi lige nu har mødt op til undervisning kl. 8.30 for sidste gang. Sidste gang! Det er virkelig en underlig fornemmelse, og et eller andet sted er man da lidt sørgmodig over at skulle forlade den klasse, som man har tilbragt tre lange år sammen med. Det er dog slet ikke det samme som at forlade efterskolen – selvfølgelig – men alligevel ikke så “YEEES HVOR FEDT!” som forudset. Dermed ikke sagt, at det ikke er fedt, for jeg glæder mig i hvertfald til at lave noget andet.

I aften går det løs i byen, og hold kæft jeg glæder mig! Det er rigtig længe siden vi her i klassen har fejret noget sammen alle, da folk på skift har bakket ud til fester, grundet på skolen. Men nu tror jeg vi bliver samlet – forhåbentligvis!

Well, vi ses på den anden side af tømmermændene, når læseferien og eksamnerne officielt tager fat.

Hvor er den energiske spirit?

tirsdag, april 14th, 2009

Jeg sad her aftenen på første undervisningsdag efter påskeferien og surfede lidt rundt på nettet, og faldt så pludselig over et gammelt blog-indlæg af min kammerat Thomas tilbage fra starten af 2.g. Det gik næsten som et chok op for mig, at den gamle livsgæde og energiske spirit er faldet til et meget meget dybt niveau, hvor den idag er næsten ikke-eksisterende. Den der “YEAH DRENGE!!” spirit – hvor er den? Når jeg direkte sammenligner tiden dengang og nu, så var der dengang meget mere initiativtager i mig der sagde “hey, vi skal sku da… og det her skal vi da også!”. Ligeledes bed jeg mærke i indstillingen til diskoteket, som vi stadig kører. To be honest, jobet er i dag tit en “pain in the ass” for mig, hvis ikke os alle. Lysten til at tage ud og fyre den af for en masse festglade mennesker og i den forbindelse få hygget om noget disko-setup og DJ’ing er helt forsvundet og efter den første time på jobbet, begynder vi alle at skæve til det lille Windows-ur i PC’ens nederste højre hjørne.

Hva fanden sker der!? Hvor er vores gamle energiske jeg blevet af? Er vi blevet for voksne og kedelige? Jeg er næsten træt af at skulle beksylde den skide skole for at være årsagen til alt det dårlige her i tilværelsen, men gør det igen – fordi jeg kan! Fuck dig lorte skole! Se nu hvad du har gjort ved os stakkels unge mennesker! Du er kraftædme også så fed og vammel!

Det lettede… Tror jeg trænger til ferie – sagde han første skoledag efter ferien.

Nyt design og påske-hygge!

søndag, april 12th, 2009

Nyt design!
Jeg trængte virkelig til at få sat et nyt præg på siden her! Så vidt jeg husker, havde det gamle design efterhånden to år på bagen, og på den tid har jeg personligt selv ændret mig en del, for ikke at sige meget, og derfor synes jeg nu, at bloggen skulle følge med. Hvad er så de store forskelle fra før til nu? Jo, der er for det første blevet lidt mere “nat” over temaet her, hvilket afspejler min nu større interesse for nattelivet og generelt fest’n'fun. At jeg så ikke har så meget tid til det, er så noget andet. For det andet er der rent faktisk kommet et billede af mig selv! Nogle tænker måske: “Ej hvor er det bare arogant, at placere sig selv sådan midt i det hele!” Hehe, jeg tager glædeligt den titel på mig, for det er jo ikke ligefrem den type, som jeg førhen har været mest kendt for. Dermed ikke sagt, at jeg er blevet arogant, men blot at jeg nok har vundet selvtilid nok til at befinde mig vel med et billede af mig selv på siden. Jeg synes aldrig, jeg har været specielt fotogen, men må da indrømme, at jeg faktisk oftere og oftere falder over en heldig tagging af mig selv på Facebook. Sådan der da! Jeg synes selv, at designet her er sat lige i skabet mayn!

Påske-hygge
Definér påske-hygge. At bruge ens velfortjente ferie på afleveringer og indscanning af gamle lysbilleder? Nah, men overvej lige, hvor lækkert vejret har været stort set hele ferien! Det er virkelig utroligt så meget lidt solskin og lunt vejr kan gøre på humøret, og ja jeg vil faktisk sige, at jeg trods den store mængde ufrivillige arbejde har haft en briliant ferie! Og så er jeg tilfeldigvis lige snublet over nogle lækre electro remixes til at pifte humøret lidt op. Et af dem er Rudenko – Everybody (Morjac Remix) – det er simpelthen et awesome nummer med god stemning. Og nej, jeg sidder ikke og bruger Youtube som min personlig pladesamling! Og skam over dem der gør! Køb dog jeres musik i god kvalitet på iTunes eller på CD. Bad sound kills good music!

Alt denne forårs-påske-hygge er sku meget godt, men der er et eller andet der mangler. Det slog mig igen idag: Jeg mangler en kæreste! Det gør de fleste singler vel, men den der følelse af at “hun” mangler er speciel. Det er en følelse som kan få én på helt andre tanker end dem, man normalt lever efter. F.eks. at side på sin flade røv hele dag bliver hurtigt vendt til at man må ud og få sig i form, så man i det mindste ser acceptabel ud. Og sådan har man det lige indtil man får lagt sig på dobbeltsengen og tændt for fjernsynet. Men hun mangler, det kan jeg godt nok mærke, der mangler en til den anden halvdel af dobbeltsengen. Ååh ja, man kommer helt til at tænke på dengang, man ikke var single. Der kunne man altid tage hen til hende og komme ned i gear – og slappe helt af. Jeg savner det, jeg savner det rigtig meget og håber snart, at der atter er bid på krogen.

Hvad skal fremtiden stå på?
Flere afleveringer og lysbilleder! Heldigvis kan jeg se enden på det hele nu, og jeg skal love for, at det kan motivere – der er ca. 3½ uge til læseferien nu! Mest af alt vil jeg nyde det gode vejr og den gode musik, så længe den er der til at påvirke mit humør på den gode måde, som den gør nu. Så går alt det trælse nok altsamme! Og hey, jeg fik faktisk lyst til at hive fat i en masse mennekser jeg ikke har snakket med i lang tid. Nu siger jeg Nanna, men glem lige et øjeblik, hvad jeg skrev om kærsteri før. Ærligt, jeg fik blot en lyst til at høre hvad hun og hende tungepircing fordriver tiden med. Og som hende, er der nok også nogle andre jeg må få snakket med. Thomas og jeg har traditionen tro STORE planer for vores sommerferie! Jeg må dog indrømme, at jeg ikke kan tænke så meget andet end godt vejr om den lige nu – eller, det skulle da lige være en kold øl!

Oh, by the way – jeg bestræber mig på, at lave nogle kortere indlæg fra nu af. Der var vidst gået for meget “Wow se hvor meget JEG har skrevet idag!” i den!

So long suckers!

Når gymnasiet bliver et brændende helvede

fredag, januar 2nd, 2009

** ER IKKE KORREKTURLÆST **

Det sker jævnligt, at medierne tager emnet stress op. Det er dog ikke hver gang, at det som senest er de offentige ansatte der får ærene af at være i stress-fokuset, men af og til også gymnasieeleverne. Well, that’s me. Når jeg hører eller læser om det, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der et eller andet sted må sidde nogle mennesker rystende på hovedet og tænke, at gymnasieeleverne nu for alvor er begyndt at hyle – de ved jo slet ikke, hvad rigtig stress er! Det var egentlig også min egen holdning gennem de første to år; jeg brokkede mig aldrig til andre end mine klassekammerater, for jeg vidste godt, at det nok var uden grobund blandt andre. Jeg vidste godt, at jeg vil blive betragtet som en hyler. Og nu er jeg så halvvejs gennem 3. år på Paderup gymnasium, året som blandt ALLE stadig betegnes som en slapper år i forhold til 2. år. Traditionelt set er 1.g ikke så slemt, 2.g det hårdeste med bl.a. flest afleveringer og 3. noget nemmere, da fokus her kun er eksammen til sommer. Men nej, sådan er verden altså ikke længere efter seneste gymnasiereform. Sværheds- og travlhedsgrade er nu indstillet til at gradvis stige gennem de tre år, hvor den altså nu i 3.g er på sit højeste. Dette er åbenbart fløjet forbi de flestes, for ikke at sige alles opmærksomhed. Jeg fik det fortalt af en 3.g’er, da jeg selv gik i 2.g, og det var ligesom på den måde, jeg lærte det. Nu oplever jeg det så selv, og det er i dette jeg vil tage udgangspunkt i, i følgende fortælling – når gymnasiet bliver et brændende helvede.

Allerede da jeg i efterårsferien kiggede på mit skema og de planlagte opgaver for perioden frem til jul, kunne jeg forudsige et helved i travlhed. D. 5. december var dagen hvor alle 3.g’er skulle gå på to ugers skriveferie for at skrive vores 15-20 siders SRP (Studie RetningsProjekt), og med min nu gode kendskab til læreres planlægningsmetoder, så kunne jeg sige mig selv, at en bunke af afleveringer skulle falde i ugen op til d. 5. december – genialt, ikke? For min klasses vedkommende skulle vi desuden aflsutte mediefag til jul, hvilket betød at vores eksamensproduktion (en selvproduceret film, som vi kan resikere at komme op i til mundlig mediefagseksamen efter juleferien) skulle være færdig d. 28. november. Kameraerne blev først udleveret 1½ uge efter efterårsferien, fordi de i ugen efter efterårsferien skulle med på 2.g’ernes studietur. Dette betød, at hver vi sideløbende med de mange afleveringer og SRP-forberedelse (som faktisk omfatter en del arbejde) sammenlagt havde én sølle måned til filming OG redigering – genialt ikke? Det var derfor med en dyb indånding, at jeg trådte ind af gymnasiets hoveddør mandag d. 20. oktober 2008.

God planlægning siges at være vejen frem i travle perioder, og derfor planlagde på forhånd perioden til punkt og prikke. Men hvad hjælper det, når man pludselig skal samarbejde med folk, som ikke har planlagt deres liv, om en mediefagsproduktion? Så går det rigtig galt. I de 14 dage vi havde til at filme (stadig sideløbende med alm. skole og SRP-forberedelse), var jeg kun hjemme og spiseaftensmad med familien i fire af dem. Jeg kom først hjem på en anden side af kl. 22 (nogle dage først 00.30 husker jeg) og derefter kunne de alm lektier laves. Den gennemsnitlige mængde nattesøvn lå derfor på 4-5 timer pr. døgn. Jeg kunne selv gå ind og se på nettet, at vores mediefagslærer havde afsat syv elevtimer (elevtimer: lærens formodnig om hvor lang tid vi uden for skoletiden skal bruge på en opgave/et projekt) pr. elev til fliming OG redigering. Det giver, da vi var fem elever i gruppen, 35 timer til hele produceringen. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er således timerne begregnes, men det kan dog ikke blive mere en 35. Et gæt på hvor meget vi reelt brugte på filmen, vil være 150 timer fordelt på én måned. Og ja, vi gjorde RIGTIG meget ud af den, men selvom vi ikke havde gjort det, var vi aldrig kommet ned på de officielle 35 timer – det ved jeg, at ingen i vores klasse gjorde.

Denne udsædvanlig stressende periode med arbejdsdage på rundt regnet 15 timer kom jeg selvfølgelig ikke helt helskindet igennem, da jeg tirsdag d. 25. november, tre dage før mediefagsdeadline, besvimmede på vej ned af trappen om morgenen. Eftersom at min klassekamerat Jakob samme dag også blacked out, mens han sad og forberedte SRP foran sin PC, går jeg udfra, at det ikke er tilfældigheder som fik mig til at besvime. Jeg havde i dagen op til haft problemer med at huske ting, specielt dialoger, aftaler og hvordan man kører en bil: Jeg kom f.eks. aftenen inden jeg besvimede en time for tidligt til at hente min mor på stationen i Randers, hvorefter jeg formodede at kører 5 km i den forkerte retning, før jeg opdagede, at jeg skulle den anden vej for at komme hjem. Disse ting og så at pludselig besivme kunne min læge selvfølgelig kun relatere til stress, og han mente at jeg skulle have to ugers sygmeldning fra arbejdet. Da jeg så fortaltet ham, at jeg altså kun gik i gymnasiet, blev han tavs.
Faktisk var det ikke alene den stramme tidsplan som gav stress, men specielt også den manglende forståelse for vores situationen blandt skolens lærere. Jeg fik f.eks. ikke forberedt mit SRP overhovedet frem til d. 28. november (mediefagsdeadline), og dette var der konstant sure og ultilfredse miner over. Jeg gjorde virkelig mit bedste, for at få det hele til at køre rundt, og at lærene så ikke udtrykte forståelse for dette, gjorde bogstaveligt talt ondt. At jeg ikke var ordenlig forberedt til SRP-starten d. 5. december beteød kun, at dette skulle ordnes før jeg kunne begynde at skrive. I de to uger fik jeg en slem forkølelse, hvilket betød at jeg hostede meget i løbet af dagen. Det mest uhyggelige herved var, at jeg nogle gange blev svimmel og måtte ligge ned efter at have hostet kraftigt, simpelthen fordi, at jeg ikke fik blod nok til hovedt. Jeg gætter selv på, at det skyldes for højt blodtryk som typisk er en følge af stress.

Det er først her i de første dage af 2009, hvor skolestart igen nærmer sig, at jeg begynder at føle de virkelige konsekvenser af perioden mellem efterårsferien og jul. Jeg føler virkelig angst for at starte igen. Det er ikke bare almindelig “øv, jeg gider ikke i skole, jeg vil meget hellere have ferie og slappe af”, men inderlig frygt for gentagelse af stress. Det er som at være en mentalt ødelagt krigsveteran der bliver kastet tilbage i krig som soldat – det som engang ødelagde vedkommenes liv. Jeg får det virkelig dårligt ved tanken om at sætte mine fødder på Paderup Gymnasium igen, det sted som skulle åbne op for muligheder i mit fremtidige liv, men som istedet decideret gjorde mig syg.

I 2.g sagde jeg til mig selv, at jeg skulle nyde 3.g, da det var sidste år med mine gode klassekammerater og vores fælles sammenhold, men nu midt i 3.g handler det kun om at komme væk. Jeg er så ligeglad med det sammenhold og vil hellere end gerne undvære det, hvis jeg kunne komme væk fra skolebænken. Sidste halve år bliver for mig en konstant nedtælling, og dette synes jeg umiddelbart ikke er noget som “dem der driver gymnasierne” burde være ligeglade med. Som mine kolegaer i Elgiganten siger, så skal det være sjovt at arbejde der og ikke kun handle om at jagte kunder og få et godt salg i kassen. Det er hvad gymnasiet mangler; det skal også være sjovt og til at holde ud, og ikke være en helvedsmaskine hvor man kun jagter deadlines og kæmper med stress.

Til sidst undre jeg mig sammen med andre i min klasse over, at vi, eftersom at vi skal til mundtlig eksamen lige efter juleferien, får inddraget juleferien (skoleferie) til læseferie. I pricippet er det vel det samme som at udskyde sommereksamnerne til august og beslaglægge sommerferien til at læse i. Gymnasiereformen har tilsyneladende stadig børnesygdomme, hvis de da stadig kan klades det.

Siden sidst – og fremtiden

mandag, januar 28th, 2008

Så er der gået lidt tid siden jeg sidst skrev her sidst. Må ærligt indrømme at jeg mistede lidt lysten til at skrive, efter at Nanna valgte at ende vores forhold. Ja, det er nok lidt voldsomt sagt, for helt slut er det dog ikke – kun som kærester. Og nu vil jeg skåne jer for endnu et langt og detaljeret værk om alt det mit hoved har gået og tænkt om det gennem de sidste to uge. I korte træk var det et halvstort chok for mig, men alligevel er jeg, til min egen store overraskelse, kommet mig meget hurtigt og er på vej videre. Og ja… Vi snakker stadig sammen, godt endda.

Hvad siger fremtiden? Tjo, der er mange planer! Rigtig mange! På onsdag (d. 30. januar) starter jeg endelig på at tage kørekort, og jeg kan kun sige at både mine forældre og jeg selv glæder mig rigtig meget til jeg er i besiddelse af det det. Min mate Thomas er allerede i gang, så jeg kan nok ikke benægte at jeg er blevet offer for grov mobning! Og det må jeg så indfinde mig med de næste tre måneder :P

Selvom det måske er lidt svært at fokusere på sommerferien i de her klamme, grå, triste og regnfulde januardage, så er det faktisk hvad Thomas og jeg allerede er gået i gang med. 10 dage i Sydøstspanien i en stor luksus villa. Desuden med egen bil, privat swimmingpool, udsigt til havet og få kilometer til down-town! HVAD KAN I!? Det bliver røv fedt, og vi skal satme ud og give den gas i byens gader! Thomas og jeg havde egentlig aldrig rigtigt tænk på at tage udenlands og gå amok, ej okay vi havde dog nævnt Polen et par gange på baggrund af min succesoplevelse med gymnasieklasse i Krakow. Men heller ikke længere end der til. Så var det, at jeg pludselig fik tilbuddet om at komme med ham og hans familie til Spanien, og hvem kan sige nej til det? “Med hans familie!?” er der så nok nogen der tænker, men det er det altså, og det er slet ikke en ulempe. Tværtimod! Lad os bare sige at det giver os en lettelse i økonomien samtidig med at vi får et luksus ophold. Desuden skal vi nok sørge for at det ikke blive kunst og flotte haver det hele (hvis det overhovedet bliver det). Vi har jo trods alt egen bil. Skal jeg sige det igen? Egen bil! :D

Vi er efterhånden nået til et punkt hvor vi ikke kan andet end at vente og drømme om ferien – alt hvad der kan planlægges lige nu, er planlagt. Men for mit vedkommende, er der nok noget som man kan tage fat på, hvis man har en intention om at ligge på stranden hele dagen og fyre den af i byen om aftenen. Ét er pengene som skal skrabes sammen, men noget andet er den forbistrede vægt. Har jeg nogensinde nævnt, at jeg ikke vil tage skade af at tabe mig 15 kg? Men det kunne jeg altså godt, og nu skal det altså være. Nu skal det endelig være slut med at bade i T-shirt, endelige slut med at være tilbageholden når man skal vise sig som fest-menneske i byen, endelig slut med at have det dårligt i over 35 graders varme. Men det er fandme ikke et projekt man “bare lige gør” – slet ikke. Det sværeste er at opretholde motivationen, men jeg tror efterhånden jeg har fundet nogle ting som kan afhjælpe dette lidt. Punkt ét er at jeg skal se nogle resultater, hvilket jo egentligt er målet med det hele. Punkt to er, at jeg skal snakke med folk om det. Det kan faktisk være svært, men det hjælper til gengæld. Af og til snakker jeg med mine forældre om hvorledes det går og hvordan jeg skal fortsætte, og det hjælper faktisk idet jeg ikke bliver alene med det. Tillige kan mig og Thomas’ lange snakke om ferien også give motivationen et boost. Jeg prøvet det projekt før uden det store resultat… men nu skal det fandme være!

Så blev det jul!

søndag, december 9th, 2007

Endelig! Endelig blev det december-månede, og endelig kan man legalt tillade sig at pynte sit værelse op og hører julemusik. Jeg havde sammen Thomas og Jonas været på disko-job om fredagen, og dette arrangement, som desuden bliver det sidste i et længere stykke tid, havde gennem hele ugen tvunget os i gulvet af stress og ærgrelse. Stressen på grund af problemer med transport, og ærgrelsen fordi vi måtte skippe julefesten på Bjerringbro Gymnasium. Julefesten var blevet spået til at blive ultimativ nice, og for en gangs skyld havde Thomas og jeg lyst til at joine en fest hvor vi ikke skulle stå for noget arrangering overhovedet. Hele ugen havde jeg sammen med Thomas kæmpet for at få os med, for mit vedkommende nok mest på grund af Nannas, som også skulle med, diskrete sætning:
”Hvis du kommer med… så bliver weekenden perfekt!”
Nanna skulle til København om lørdagen med hendes gymnasieveninde, Sarah, og det glædet hun sig utroligt meget til. Som kæreste vil jeg jo gerne gøre alt for at hendes weekend bliver perfekt, så sætningen drev mig til det sidste. Men nej… vi kom ikke med til julefesten, og Nannas reaktion var selvfølgelig skuffelse, men samtidig også forståelig over for situationen.

Lørdag morgen kl. 04.30 rullede jeg sammen med Thomas og min far, som havde kørt os hjem med diskoteket, ind på gårdspladens hos mig. Hurtigt fik vi læsset grejet af, og derefter gik vi noget trætte til køjs, stadig lidt ærgerlig over vores fravær fra julefesten. Derfor havde vi på forhånd aftalt, at lørdagen var sat i hyggens tegn, eller det vil sig, halvdelen af lørdagen, idet vi først stod op over middag. Men derefter blev der sandelig også julehygget! Udover at hænge foran computeren nåede vi faktisk også at vade 1 km gennem julens charmerende regnevejr for at hente 12 julebajere i Ålums Lokalbrugs, spise pandekager med is hos Thomas’ bedsteforældre, som for resten bor i Ålum, og konstruerer en juledekoration til mit værelse. Det kan man da kalde hygge, og det er ikke nogen hemmelighed, at julebajerne gav stemningen endnu et pift senere på aftenen. Desuden fik jeg åbent første pakke i den pakkekalender som Nanna har sammensat til mig – optur! Jeg forstår det virkelig ikke! Enten er pigen skør, eller også elsker hun mig bare utroligt højt. En hel pakkekalender? Jeg har endnu ikke gennemskuet hvordan, man siger ordentlig tak for sådan en stor ting, men jeg håber virkelig jeg kan hitte ud af noget! Oh my god… en pakkekalender :D

Da Thomas søndag eftermiddag skulle med bussen hjem, valgte jeg at tage med ham for at besøge Nanna, som bor få gader fra ham. Her nåede jeg knap nok at kapre hendes seng og varme dyne, før jeg blev tvunget ud for at se Pyrus. Okay, tvang er måske så meget sagt, for jeg har faktisk ikke noget i mod Pyrus. Faktisk en ganske hyggelig julekalender! Jeg husker, at Nanna nævnte noget med, at hun havde meget at se til i julemåneden, men jeg håber da stadigt, at vi får tid til hinanden. Det er jo trods alt jul :)

Dårlig start på efterårsferien

torsdag, november 8th, 2007

Fredagen inden efterårsferien. De glade folkeskoleelever springer ud af sengen for at løbe de obligatoriske fem kilometer eller mere, som man i forbindelse med skolernes motionsdag nu engang er tvunget til at løbe før man må holde fri. Det plejer at være en glad dag. Men nu er man gymnasieelev på andet år, skal stå op kl. 05.45 hos sin kæreste for at nå bussen til Randers, hvorefter man skal tæske igennem en helt normal skoledag til halv fire, derefter arbejde til kl. 20.15, ud af sengen kl. 06.00 næste morgen for at møde på arbejde igen kl. 07.00 for så til sidst, efter 10 timer i føtex, at have fri kl. 17.00 – jeg løb med glæde de fem kilometer!

Og nu sidder du nok og tænker: “Nå, der er nok en der er træt af livet. Skal vi nu læse endnu et indlæg om hvor meget drengen hader det?”. Jo! Måske er det en overdrivelse at sig, at livet bare er nedern, for det er det jo ikke. Vi har det jo godt, men når man bliver vant til at have det rigtig godt, så er mindre godt et helvede. Mine aftner hos Nanna er noget af det jeg sætter mest pris på, men at stå op kl. 05.45 er altså træls. De to ting er god kontrast til hinanden, og derfor er livet bare træls når man kommer fra noget super godt til noget super nedern. Nu til en uddybelse af en af de mindre gode dage:

Kulden, trætheden og den natte-lignende morgen gjorde det hele meget værre. Det var ikke nemt, specielt ikke i dag. Vi havde jo prøvet det et par gange før, og burde efterhånden have vænnet os til det. Men lige nu var det altså bare ikke nemt. Jeg holdte hende tæt ind til mig, indtil sidste mand var steget på bussen og jeg derfor måtte følge med. Jeg gav slip og min hånd gled ud af hendes. Et sidste blik og mine øjne drejede op på den morgentrætte buschauffør. Døren bag mig lukkede, jeg fandt et tomt sæde og bussen rullede langsomt ud af Bjerringbro. Da indtrådte kvalmen. Om præcis 24 timer var hun, Nanna, på vej til Kreta hvor hun skulle tilbringe en uge med sin familie, og den tanke var grundlaget for hvorfor det var ekstra svært at sige farvel i dag. Det føltes bare som om, at jeg havde sagt farvel til hende for altid og aldrig mere skulle se hende igen. Jeg rystede hovedet hurtigt for at vågne op fra dette mareridt som jeg efterhånden havde fået bildt mig selv ind. Selvfølgelig skulle vi se hinanden igen, og der var kun lidt over en uge til, så hvorfor var det så slemt? Det er ikke helt nemt at give et svar på, men nu måtte jeg prøve at mande mig lidt op og se på de gode og lyse ting. Jeg kastede et sidste blik på Bjerringbro, lænede hovedet op af ruden og fladt i søvn.

Stemningen i klassen fik humøret lidt op, men blev lige så hurtigt trampet ned af et halvanden times foredrag om geologi. En af pigerne fra klassen løb op til tavlene og erstattede 13 med 12 i sætning “12 dage til Krakow”. Jeg kunne slet ikke fokusere på studieturen lige nu og forsøgte bare få efterårsferie hurtigst muligt. En af drengene løb efterfølgende op til tavlen og erstattede Krakow med Crackhole, hvorefter en af piger rettede det tilbage. Sådan fortsatte det, og det havde vi lidt skæg med. Vores meget pædagogiske oldtidskundskabslærer kom dog med en løsning: Ved at indsætte en skråstreg mellem Krakow og Crackhole var krigen drevet atter ovre og ligeledes den sidste skoledag før ferien.

Kl. ca. 20.40 var jeg atter hjemme i Ålum igen og jeg kunne lige nå at ringe til Nanna, inden hun skulle i seng. Det var utroligt dejligt og lettende at høre hendes stemme igen, og livet syntes pludselig ikke så “mindre godt”. Men en times snak, som vi ellers har tradition for, blev det dog ikke til, for hun skulle jo meget tidligt op næste morgen for at komme af sted. Med et smil rullede jeg om på ryggen og begyndte at tælle knasterne i loftsbrædderne – det var nu engang så simpelt og lige til.

Blyanten lagt, opgaven afleveret

torsdag, november 8th, 2007

Der var noget charmerende og yderst fornøjeligt ved at samle de mange løse papirer, lukke den bærbare computer sammen og forlade min skrive plads gennem to dage foran fjernsynet. Smilet bredte sig langsomt. Sjovt nok var det ikke en overvældende lettelse som strømmede til mig ved at være færdig, men det er jo som det plejer; når man næsten anspændt går og glæder sig til noget, og man så endelig kommer dertil, så ubryder man sjældent i et råb med masser af jubel og hop og dans. Nej, det blev kun til det lille og velfornøjede smil. Men min 2.g-opgave var nu engang færdig, og klar til aflevering næste morgen. Det kan jo være man begynder at juble dér? Det er der i hvert fald god grund til, for om to dage er der efterårsferie og så skal der for alvor kobles af.

Opgaven blev afleveret, i to eksemplarer, på skolens kontor onsdag morgen kl. 08.00. Ja, det var en lettelse og til sammenligning virkede min endnu ikke færdige fysikrapport som ingenting. At jeg så måtte skrive den færdig hos Nanna, er så noget andet og faktisk heller ikke specielt nemt.
“Ork, den er jeg færdig med på, ja, hvad skal vi sige? En halv time?” Det var jeg lovede hende i telefonen onsdag aften, men når det gælder opgaveskrivning, så er jeg meget tidsoptimistisk.
“Jaja… Så kan jeg jo også lige nå at få skrevet min matematikaflevering færdig.” Fair nok, så har vi jo hele eftermiddagen minus en halv time til at være os selv – troede vi. Når man forsøger at skrive en fysikrapport hos sin kæreste, er det meget svært at fokusere et hundrede procent på opgaven, så klokken blev nærmere halv ni, før jeg endnu engang kunne samle de løse papirer og lukke den bærbare computer. Og til det, Nanna, der vil jeg gerne have lov til at sige: “Min fejl!!”

B-menneske for en dag

onsdag, september 19th, 2007

Trods regn af og til plus lidt ekstra køligt vejr, forløb gymnasiets årlige idrætsdag godt. Min klasse, 2.d, sikrede os 1. pladsen i 3 ud af 7 discipliner, så helt tosset var det ikke, specielt ikke set i forhold til sidste års resultat. Tror vi fik en 16. plads ud af 18. Staks efter jeg fik kastet mig selv en i bussen mod midtbyen (den såkaldte 155′er), faldt mit energiniveau drastisk, og var af og til ved at falde i søvn under den kun 10 min. lange køretur. Endnu værre blev det da jeg satte mig ind i mors bil, og vi trillede hjem mod Ålum – der faldt jeg for alvor i søvn! Hjemme forsatte dette træthedshelvede og jeg fik tre timers ikke-planlagt søvn efterfulgte af total tids-forvirring. Stadig nu her kl. 22.20 mærker jeg lidt den der træthedsfornemmelse, så jeg sover nok alligevel godt i nat.

Ellers har det været en hyggelig efterårsaften her på mit lille værelse. Det lykkedes mig at finde soundtracket til Nykredits reklame (det med klaver), og ja, af en eller anden grund sætter det nogle følelser i gang. I den her uge har jeg faktisk kun hørt stille musik, hvilket jeg nok også trængte til efter en NICE weekend med dukkende techno-rytmer og alt for meget alkohol (igen). Sådan kan det gå! Regnen falder stadig på Velux-vinduet, og jeg bliver ved med at tænke mig frem til den kommende weekend. Bliver godt!

Flere eksamener

mandag, juni 18th, 2007

Efter en yderst fornøjelig weekend i Bjerringbro, blev det tid til at vende hjem for et par dage så endnu en mundtlige 28eksamen/årsprøve kunne overståes. Meningen med vores weekend var egentlig, at vi skulle læse vores pensum og derudfra suplere hinanden, men det blev reelt kun til to stk. formatering af computeren og en masse øl og Bailey. Synes ikke min motivation for eksamenslæsning er specielt god i år, men jeg er jo nok noget til et punkt i min skolegang, hvor det simpelthen er for meget – regulær skoletræthed. Alligvel lykkedes det mig at score et 12-tal til eksaminationen (12 svare til 11 og 13 på den gamle skala), men nu er mediefag jo også mit speciale. Det var godt med en optur i forbindelse med eksamner og årsprøver, som indtil videre havde bragt mig flere uheldige situationer. Nu gælder det mundtlig matematik om en uge – så skal der gam…. læses!